Kategori: Kultur

Af Mette Palm – Illustration fra Le Livre des Conquestes et Faits d’Alexandre (ca. 1467) af festbanket. Til højre ser man bordet, hvor gæsterne kunne få krydret deres vin efter eget ønske.

Lutendranck er en krydret og sødet vin, som var meget populær i både middelalder og renæssance. Det er ikke så mærkeligt, for Lutendranck er frisk og med en fin og velafbalanceret smag af krydderier. Det har også været en eksklusiv drik, da både vin og ikke mindst krydderier har været dyre. Vinen i middelalderen blev ofte importeret fra Tyskland. De anvendte krydderier blev købt på apoteket eller i markedsboder og er typiske for middelalderen. Det har været helt almindeligt, at gæsterne selv kunne vælge, hvor krydret og/eller sød man ønskede sin vin.

I ældre opskrifter er der generelt ikke præcise mål på ingredienserne. Det har været lidt op til den enkelte koks evner og smag. Men Lutendranck er en af de få undtagelser, hvor der er præcise mængder på krydderier og sukkerindhold. Derfor kan vi genskabe en af de meget populære og kendte drikke fra middelalderen og renæssancen. Opskriften herunder stammer fra lægefruen Anna Weckers kogebog fra 1616, som er den eneste trykte kogebog på dansk fra den tid.

Lutendranck opskrift
Krydderiblanding: 8 g kardemommefrø/-kapsler 6 g kanelstang 1 g ingefærrod 1 g muskat (1,5 g paradiskorn)1   1 flaske vin, rød eller hvid 100 g sukker	Sådan gør du: Knus kardemommekapsler (både skal og frø) groft i en morter. Knus også kanelstangen groft. Riv ingefærrod og muskatnød groft på et rivejern.   Krydderiblandingen varmes op med sukkeret og 1/5 af vinen, til det koger. Tag af varmen og lad det trække minimum 5-10 minutter. Hæld blandingen gennem en sigt foret med et viskestykke/et stykke køkkenrulle. Hæld resten af vinen igennem krydderiblandingen. Dette kan gentageset par gange for at få mest mulig smag ud af krydderierne. Krydderiblanding, sukker og 1/5 vin kan holde et par uger i køleskabet.
1Paradiskorn (Aframomum melegueta) er nævnt i den oprindelige opskrift. De var meget populær fra middelalderen og frem. Den er beslægtet med kardemomme og smager varmt, stærkt og krydret med bitre toner. I Danmark er paradiskorn ikke tilladt som krydderi længere, da der er mistanke om, at de giver skadelige langtidsvirkninger. Lutendranck smager glimrende uden paradiskorn, men tilsæt evt. et stødt peberkorn for at få lidt af den stærke smag.

Man skal bruge hele krydderier, som knuses groft. Hvis man bruger pulveriserede krydderier, kan man ikke si dem fra vinen. Hele krydderier har også en stærkere smag.

Det er valgfrit om man bruger rød eller hvid vin, og om man serverer Lutendranck varm eller kold. Museets arkæologer anbefaler Lutendranck med hvidvin og serveret kølig. Det smager fantastisk.

Af Kjartan Langsted – Foto: Gryde fra 1200-tallet under udgravning

Vi skriver år 1295, den 13. december om aftenen, lidt syd for Gilleleje. En kold vind blæser ind over Søborg Sø og får små bølger til at kruse på vandet. Kulden kan mærkes i kinder og ind i alle kroge, selv i de varme stuer på Søborg. Vores ærinde her er at være vidne til en spektakulær flugt fra dansk middelalders svar på Alcatraz: Søborg. Her har prominente fanger som prins Buris været fængslet, men hidtil er det aldrig lykkedes nogen at flygte herfra.

Dette skal dog ændre sig denne december nat. Den fængslede er ingen ringere ind ærkebiskoppen af Lund, Jens Grand, den øverste kirkelige person i Danmark. Han var faldet i kongens unåde grundet mistanke om en alliance med de fredløse, der var kendt skyldige i kongemordet i Finderup Lade. Ved hjælp af et reb, en hest og et skib lykkedes det ham at flygte i samarbejde med borgens kok – i Ingemanns skildring bliver han kaldt for Morten Madsvend.  Det hele var perfekt timet: Borgfogeden og store dele af mandskabet var taget på jagt ved Tikøb, og ud for stranden ved Nakkehoved ventede et skib. Fra fangetårnet klatrede de ad et reb ned i borggården, en hest blev taget fra stalden, og de kunne ride til stranden, hvor skibet samlede dem op og bragte dem i sikkerhed på Hammershus. Sådan endte Jens Grands halvandet års fængselsophold på Søborg, og mon ikke han i 1295 havde en god jul på Hammershus? 

727 år efter Jens Grands flugt blev denne fortælling aktuel igen, for her foretog Museum Nordsjælland en arkæologisk undersøgelse af Søborgs sydlige forborg. Ved undersøgelsen fik vi hjælp af en amatørarkæolog, der afsøgte det fredede område med sin metaldetektor, noget der kun er tilladt i samarbejde med museet. I den forbindelse dukkede der en fin kobbergryde frem. Den var noget mast i den ene side, men ellers ganske hel. Gryden må have været en del af borgens køkkengrej og må havde været kostbar. Den er dateret til 1200-tallet – med andre ord kunne den meget vel være fra Jens Grands tid. Hvorfor den lå her mellem murbrokker, sand og mørtel er et godt spørgsmål. Man kan dog ikke lade være med at fantasere. Måske blev den smidt ud af køkkenet i ren arrigskab over kokkens hjælp til Jens Grands flugt natten den 13. december 1295.

Af Maria Løvgreen Berg – Den arkæologiske forundersøgelse bryder det fine snelandskab ved Søborg Sø.

I november fik vi det første forvarsel om, at sne og slud stadig findes, selvom vi efterhånden har glemt, hvordan det ser ud. Kolde tæer og fingre er nu ikke ukendte for de arkæologer, som arbejder ude året rundt. Således også for det lille hold, som er i gang med de arkæologiske forundersøgelser i, og omkring, den drænede Søborg Sø, som skal genopfylds med vand i løbet af 2023 og 2024. Selvom det ikke medfører arkæologiske forundersøgelser at sætte området under vand, så er der en række afledte anlægsarbejder, som for eksempel anlæggelse af parkeringspladser og stier, som betyder, at arkæologerne skal i marken, eller rettere søen, før man kan gå i gang.

Det frosne snelandskab var ingen hindring for at grave søgegrøfter med en stor gravemaskine. I perioder var det svært at se fund og strukturer for snevejret, men det lykkedes alligevel at komme videre. Det var måske også en hjælp, at der er tale om en helt særlig forundersøgelse i et spændende landskab, hvor vi har nogle af de mest fascinerende levn fra forhistorien. Der er både fundet ofrede urokser, platforme af træ og omfattende bopladser fra stenalderen samt mange våben fra flere perioder – og ikke at forglemme Søborg by og slotsruin fra middelalderen.

I skrivende stund har arkæologerne fundet lystertænder, flintflækker og dyreknogler, der er omkring 9000 år gamle. Disse ligger på kanten af den gamle sø, hvor stenalderens folk har boet og gået på jagt. I selve søen er der indtil videre fundet to tilspidsede pæle, som kan have været brugt ved rusefiskeri. Rusen har fortidens fiskere taget med sig, men pælene har fået lov til at blive stående, og søen har bevaret træet, så det ser ud, som da det blev hugget til for flere tusind år siden.

Ligesom huse med udsigt til sø eller hav er i høj kurs i dag, har man også i oldtiden fundet dette attraktivt. På en stejl skråning ned mod søen er der indtil videre fundet hustomter og andre bopladsspor, som er ca. 2000 år gamle, det vil sige fra jernalderen. Forundersøgelsen er stadig i gang, og der kan derfor nå at dukke flere fund op. Én ting er dog sikkert – i frokostpausen sidder de frosne arkæologer og tør op med en varm kop (jule-)kaffe, mens dagens fund bliver diskuteret og beundret.

Af museumsinspektør Jon Voss – Der landes torsk i Gilleleje o. 1980. Gribskov Arkiv

Fortsat fra i går

Fra sidst i 1800-tallet skete der en rivende udvikling i torskefiskeriet – og i fangstmængderne. Først kom havnene og dæksbådene, der gjorde det sikrere at sejle længere til havs efter fiskene, ofte med indbygget dam, hvor fangsten kunne opbevares levende. Fra o. 1900 blev fiskerbådene motoriseret, og det effektive snurrevod blev indført i torskefiskeriet. Efter Anden Verdenskrig blev trawlfiskeriet dominerende. Kuttere og grej blev større, motorerne stærkere, og moderne teknologi lettede fiskeriet.

Der blev fundet nye anvendelser for torsken. Torskeleveren, der før blev brugt til lampeolie, røg nu mest indenbords som kosttilskud – levertran, med masser af Omega 3, A- og D-vitaminer. Leveren kom også på dåse og fik ry for at være en særdeles sund spise. Torskerognen brugte man før i tiden højst som madding, men i 1900-tallet vandt torskerogn efterhånden indpas i køkkenet, røget og saltet og ofte som konserves. Til gengæld har torsken i dag til dels mistet sin position som den foretrukne nytårsret blandt danskerne.

Torsken har – sikkert ufortjent – et lidt blandet ry. I køkkenet er den en højt værdsat fisk, men ”torsk” bruges jo ofte nedsættende om personer; åbenbart har torsken ikke været anset som den smarteste fisk i havet – som formuleret af Ordbog over det Danske Sprog om ordets nedsættende brug: ”navnlig med tanke paa torskens formentlige dumhed, døde, stirrende blik”. Siden 1977 har Ekstra Bladet for eksempel uddelt årets nytårstorsk til personer (oftest politikere), man vurderer har dummet sig særligt i årets løb.

Tilbage til havets torsk: i Kattegat fik man flere år i 1970’erne torskefangster på over 15.000 tons. Så kollapsede torskebestanden. Fra 1980’erne blev der indført kvoter i torskefiskeriet, men bestanden forblev lav. Udviklingen med mindre fangster og faldende biomasse er fortsat. Dette skyldes formentlig en kombination af klimaforandringer (stigende vandtemperaturer) og bifangst af torsk i andre fiskerier. I 2021 blev der blot landet 22 tons torsk i Kattegat. I dag er torsken følgelig blevet en dyr fisk – en luksusspise.

Af museumsinspektør Jon Voss – Fisker med torsk, o. 1960. Gribskov Arkiv

Ifølge en gammel talemåde skal torsk spises i måneder med -r. Det er en sandhed med modifikationer – i månederne marts og april er torsken nemlig ikke særlig god, fordi den gyder, og det ellers så faste kød bliver løsere. Men torsken er glimrende i efteråret og om vinteren, og den er en traditionel vinterspise i Danmark, hvor den tørrede/saltede fisk var en vigtig del af vinterforrådet. Ved siden af sild og ”flyndere” (fladfisk) var det torsk, der blev fanget mest af i de nordsjællandske fiskerlejer.

Fiskeriet efter torsk skete med krogliner og med garn. Der blev fra 1500-tallet drevet et rigt vinter-bakkefiskeri efter torsk fra Sjællands nordkyst. Fra båden satte fiskerne langliner med op til 100 kroge og madding (konksnegle og sandorme), ordnet i en bakke. Kvinderne og børnene ordnede linerne og satte madding på krogene. Vi ved, at fiskerne i Gilleleje i 1500-tallet blandt andet måtte betale en tønde saltet torsk i landgilde (skat) til kongen hvert år – torsken blev brugt som proviant om bord på flådens skibe.

Torsk blev ofte tørret og opbevaret som ”stokfisk”; navnet torsk betyder faktisk ”tør”. Saltet og tørret torsk kaldes ”klipfisk”. Stokfisk og klipfisk skal ligge i blød før brug, og var ligesom saltede sild vigtige fødevarer i middelalderen og frem til reformationen, hvor man spiste fisk på ugens kødfrie dage og i fastetider som adventstiden op til jul. Torsken blev eksporteret fra Danmark-Norge til det katolske Sydeuropa i stor stil.

Torskens svømmeblære var efterspurgt; den blev brugt som husblas i de mange gelerede retter, der var populære i 15- og 1600-tallets køkken. Torskens lever blev brugt til at fremstille lampeolie til tranlamper. Saltet og tørret torsk holdt sig på menuen i Danmark også efter reformationen 1536, og fra 1700-tallet og frem blev det en tradition at spise den kogte torsk med sennep og kartofler til nytår.

Fortsættelse følger – mere torsk i morgen

Af Severin Tobias Mortensen – Billede: Borgerkrigsmønt fra 1319-1332, slået i Roskilde. Fundet ved Søborg Vest.

Det er ikke til at komme uden om. Inflationen har ramt os. Hårdt! Det gør ondt på pengepungen, ikke mindst her i december. Der er dog en pointe med denne lidt nedslående konstatering – det har også set sort ud før i tiden.

Mønter fra tidsrummet mellem ca. 1241-1377 – fra Erik Plovpenning til Valdemar Atterdag – går i dag traditionelt under fællesbetegnelsen borgerkrigsmønter. Tidligere, såvel som senere i historien, var denne periode stærk influeret af politisk uro, lumskeri, magtkampe, jalousi og ikke mindst mord i kongefamiliens egne rækker. Lidt forsimplet bundede manglen på stabilitet i, at tronfølgen i det danske område var et valgkongedømme i modsætning til vores nuværende arvekongedømme, hvor den førstefødte overtager tronen. Det var dog ikke ualmindeligt i middelalderen, at kongens bror overtog magten.

Borgerkrigsmønter er dem, der findes flest af med metaldetektor i Danmark, og her er Nordsjælland bestemt ikke en undtagelse. Særligt ved middelalderlige knudepunkter, som f.eks. omkring Søborg Slotsruin, er der blevet fundet mange hundrede. Med tiden blev borgerkrigsmønterne støt, men sikkert, devaluerede. Og de gik fra at være sølvholdige til næsten kun at udgøres af rene kobberlegeringer.

Ser man nærmere på borgerkrigsmønternes prægninger, der består af intet mindre end 680 individuelle typer, er det tydeligt, at det har været afgørende for kongemagten at fremvise sit stærke tilhørsforhold til gud og kirken. Kongen var regerende “af Guds nåde”. Kongens position var ikke til diskussion. Det kristne samfund kunne ikke eksistere uden kongen. Særlig det kristne kors er et gennemgående symbol på mange af borgerkrigsmønterne gennem hele perioden, sådan som det kan ses på billedet. Der findes også prægninger med en mere totalitær og krigerisk sfære, hvor symboler som sværd og tårne pryder mønterne.

I løbet af 1300-tallet brød det daværende danske møntvæsen sammen. Den udbredte mistillid til de forskellige regenters udmøntninger i sammenhold med inflationen førte til, at det primært blev udenlandske mønter, heriblandt særligt tyske mønter fra købstæderne, der cirkulerede i Danmark. Møntvæsenet i Danmark blev først så småt genoprettet i starten af 1400-tallet.

Historien har det med at gentage sig, men forhåbentlig ikke så meget, at vi i den nærmeste fremtid kasserer vores danske kroner til fordel for euroen for at betale julens udgifter.

Af Kristoffer Schmidt – Illustration fra Illustreret Tidende (1867-68) forestillende Højbroplads på juleaftensdag, hvor en hektisk handel med juletræer og andre ting til julen finder sted. Foto: Nationalmuseet.

Op til julen 1883 fik en unavngiven parcellist fra Tikøb – dvs. en landmand, der ejede en jordlod mindre end et gårdbrug, men større end en husmandslod – den idé at sælge juletræer i København. Til denne anledning havde han indkøbt 50 juletræer med henblik på at drage til hovedstaden og sælge dem. Ideen var for så vidt ganske god. Efterspørgslen efter juletræer var stor i hovedstaden, og den entreprenante parcellist fra Tikøb var en blandt flere nordsjællændere, der havde opdaget, at der var penge at hente i juletræer.

Parcellisten var dog lige lovlig ambitiøs i sit forsøg på at opnå en stor profit i julemåneden. Han supplerede nemlig de 50 juletræer med 20 ekstra, som han stjal ved Havreholm Papirfabrik. Parcellisten nåede dog ikke at sælge noget, idet politiet anholdt ham under mistanke om, at juletræerne var tyvegods. Da man ikke kunne bevise, hvilke juletræer, der var erhvervet lovligt eller ulovligt, konfiskerede man dem alle og transporterede dem til birkekontoret i Fredensborg, hvor de blev liggende til efter nytår. Således var alt håb om profit forduftet. Dette var dog langtfra parcellistens eneste ulykke. Efterfølgende blev han nemlig kendt skyldig i tyveri og dømt to gange fem dages fængsel på vand og brød, mens en medsammensvoren fik den halve straf. Derudover skulle de to dømte dække sagens omkostninger på 30 kroner.

Af Thomas Jørgensen – Billede: En barkspand fra en bronzealderboplads ved Helsinge. Fundet i 2020.

Øl er for mange en fast del af julens traditioner. Det er stort set alle bryggerier, der fremtryller et nyt bryg i denne tid. Det er en tradition, der kan følges langt tilbage i tiden. I Egtvedpigens grav blev der fundet en barkspand, hvori der blev fundet rester af et krydret bryg. Egtvedpigen levede i bronzealderen og blev begravet i en stor gravhøj for godt 3.400 år siden. Fundet af bryggen i barkspanden viser, at der også dengang var tradition for, at der fulgte et krydret bryg med ved særlige lejligheder.

Under udgravningerne ved Troldebakkerne nord for Helsinge i sommerhalvåret 2020 blev der fundet rester af barkspande i bunden af to af brøndene. Barkspandene kunne, ligesom Egtvedpigen, dateres til bronzealderen. Brøndene blev undersøgt ved at grave ned gennem dem med en lille gravemaskine, så det var heldigt, at spandene ikke blev enten ødelagt eller gravet væk. Den ene spand, som ses på billedet, har taget form efter at have ligget i kanten af brønden, og spandens bund og låg var kun delvis bevaret. Da barkstykkerne var meget skrøbelige, blev de hurtigst muligt sendt til konservering. Det er derfor først i år, at vi har fået den mest velbevarede barkspand tilbage til museet, så vi kunne se det færdige resultat. Man kan diskutere, om den er særlig pæn, men sjælden er den helt sikkert. Der kendes kun ganske få bevarede barkspande fra oldtiden, hvorfor fundene fra Troldebakkerne sætter stedet på landkortet med hele to fund.

Vores barkspande har sikkert været brugt til at hente vand i brøndene, men mon ikke at de også har været brugt til krydret drik i stil med Egtvedpigens spand? Det er i hvert fald nemt at forestille sig, at beboerne på bopladsen har sat stor pris på en omgang godt krydret bryg, hvad enten tiderne var varme eller kolde. Måske har de siddet sammen omkring det lune ildsted og fejret årets vintersolhverv.

Af Hans Jørgen Winther Jensen – Billede: Vejlehus Rungstedvej 4 1950. Biografen ses til højre. Hørsholm Lokalarkiv.

Et af højdepunkterne i julen var juletræsfesten i Vejlehus´ biografsal arrangeret af Arbejdsmændenes Fagforening. Fagforeningernes Fællesorganisation havde også en juletræsfest. Men den kom vi aldrig til. Arbejdsmændenes juletræsfest blev afholdt hvert år den 28. december.

Når først dørene ind til selve biografsalen åbnedes, var alle trængsler glemt: Midt i salen stod det smukkeste juletræ, man kunne forestille sig. Ikke alene var det pyntet efter alle kunstens regler, men det nåede helt op til biografens loft. Der gik ikke mange sekunder, før de mest overgearede drenge fór rundt om træet for at få afløb for deres begejstring og forventninger. Inden det gik helt galt, dukkede julemanden op.

Det var hr. Olsen fra Hovedgaden 11, så vidt jeg husker. Han fik hurtigt styr på de balstyrige drenge, og med få midler og på gebrokkent nissesprog arrangerede han lege, som stort set drejede sig om at fare rundt om juletræet og komme først i mål. Jeg var hunderæd for julemanden. Jeg gemte mig altid bag mine to storesøstre for ikke at blive udvalgt til en af hans lege eller konkurrencer. Men legene fik en ende, og så var der fællesdans omkring juletræet: ”Højt fra træets grønne top” og ”På loftet sidder nissen”.

Når det var overstået, trængte alle til lidt forfriskning. De voksne fandt hurtigt frem til baren, og ungerne blev gelejdet ud til Vejlehus’ anneks, Pavillonen, en forhenværende cykelpavillon fra det hedengangne Rungsted Badehotel. Pavillonen var på et tidspunkt blevet købt af Vejlehus og bugseret op til Hørsholm til stor glæde for mange borgere fremover. Hér blev børnene trakteret med sodavand og godtepose, hvorefter de tumlede ned i biografsalen for at slappe af til en film med eksempelvis ”Fyrtårnet og Bivognen”.

Efter filmen var det tid til dét, som mange havde set frem til med spænding: Plyndring af juletræet! Alt stads skulle fjernes, inden træet under stor hurlumhej blev båret udenfor. Det foregik i bedste tovtrækkerstil. Nogle forsøgte at beholde træet i salen, mens andre var opsatte på, at få det trukket udenfor. Min storebror var i sit es og helt på dupperne. Han klatrede frygtløs op på de tyndeste grene af træet for at få fat i det eftertragtede julepynt. Vi har den dag i dag stadig kugler og julehjerter, som skyldes min brors indsats.

Imens træet således gik en krank skæbne i møde, var Poul Andersen begyndt at rumstere på scenen foran biograflærredet. Sammen med sit orkester var han i fuld sving med at stille instrumenter op til aftenens dans.

Dansegulvet blev fyldt, lige så snart Poul slog den første tone an på klaveret og sang sig igennem tidens slagere: ”Åh Marie a ve hjem til dej” og ”Texas gule rose”. Som timerne gik, fik de voksne overtaget både på dansegulvet og i baren. På det tidspunkt havde vi unger også været igennem adskillige svedige ”Skoma’r polka’er” og ”Skæve Thorvald’er”. Efter en aften med uforglemmelige indtryk gik turen hjemad, men denne gang med far i midten, så han havde nogen at støtte sig til.

Af Jeppe Boel Jepsen – Billede: Det ofrede lerkar fra lertagningsgruben. Et kig ned i karret, mens museets konservator tømte det for jord, og lerklumpen kom frem. Hullet ved lerkarrets bund er stadig udfyldt af jord, men ses som en lys plet nederst, lige over bunden af lerkarret. Foto: Museum Nordsjælland.

Før nissen blev en del af julen, så var han en del af folketroen, nemlig som vætten. Vætter går langt tilbage i tid, helt tilbage til jernalderen. Vætter var væsner, som boede alle steder. De kunne bo i åer, træer og sten. De kunne bo i keramikovne, i væve, i huse – stort set over alt. Vætterne passede sig selv, i hvert fald så længe man respekterede dem. Ellers kunne de ødelægge mangt og meget i hverdagen på en jernaldergård.

Ved Museum Nordsjællands udgravninger i sommeren 2022, forud for anlæggelse af omfartsvejen ved Pårup nær Græsted, fandt museets arkæologer flere små offerfund, som måske har været til vætterne. Ofrene bestod af ubrændt og brændt ler, sten, fossiler, tidligere perioders oldsager og andre genstande, som jernalderens mennesker har samlet op i landskabet omkring dem. De er ikke ofret i helligdomme eller templer, men lige omkring, eller under fødderne, på de samme jernaldermennesker. Disse ofringer er resultatet af den nære tro, det vi i nutiden betragter som overtroen, der må have gennemsyret de små jernaldersamfund, på den samme måde som kan læses i beskrivelser af hverdagslivet på bondegårdene i tiden omkring 1890-1920.

For eksempel var der ved en større jernaldergård ofret en klump rå ler sammen med en blok af kvarts med slagmærker, en slagsten og et forstenet søpindsvin. At det ikke var tilfældige fund, vidner endnu et fund af en klump rå ler fra udgravningen. I en grube, hvor der var gravet ler, lå der nede i bundet et helt lerkar lagt ned som en ofring. Helt intakt var det dog ikke; der var slået lidt af randen, og der var også banket et hul ved bunden af karret. Tolkningen er, at karret var markeret som viet, og det måtte derfor ikke bruges af mennesker. Nede i karret fandt museets konservator nogle uanseelige, men interessante små fund. Der lå to sten og en klump rå ler. Netop fund af sten og rå ler kendes også fra andre udgravninger, hvor de indgår i sammenhænge, der må tolkes som sakrale, og dermed ikke naturlige. I Salpetermosen, syd for Hillerød, har museet gjort mange fund af sten i tørvelag, hvor de ikke naturligt hører til. Fra Bukkerup Langmose, ved Korinth på Fyn er der i mosen fundet lerkar slået i stykker, hvori der lå klumper af rå ler, også som ofringer.

De små uanselige ofre viser troen på nissens forfader, vætten, og minder os om, at man skal huske på de overnaturligvis væsner. Det gør mange af os jo heldigvis stadig i dag, når vi sætter grød op til nissen på loftet.

Af Susan Johnsen- Illustration: Gårdmandsliv i 1800-tallet. Dahlerup og Kramer Petersen.

Når vi i Peter Fabers sang fra 1848 ”Højt fra Træets grønne top” synger, at selv lænkehunden skal have dobbelt sul, så er det fordi man tidligere tog det yderst alvorligt at sørge ekstra godt for dyrene i julen.

Den kristne legende om dyrene, der i den hellige julenat rejser sig op i stalden og begynder at tale i Jesus’ fødselstime, har sikkert gjort folk mere bevidste om, at det ville blive værst for dem selv, hvis de ikke var gode ved dyrene.

Man må dog formode, at det til alle tider har været en selvfølge for mennesker, som lever i pagt med naturen og dyrene, at alle, mennesker såvel som dyr, skulle komme godt gennem vinteren. Alle skulle ved juletid sørges godt for – fattige fik ekstra mad på gårdene, og ansatte fik det dyre hvedebrød, ofte i form af sigtebrød, med hjem til forældrene til jul.

Juleaften før solen gik ned, kirkeklokkerne havde ringet julen ind, og man havde givet alle dyrene ekstra foder, gik man ud og satte et eller flere neg højt op i træerne til fuglene. Så tog man hunden med ind i huset og gav den ”dobbelt sul” – og først da kunne man med god samvittighed og ro i sindet selv gå indendørs i varmen og hygge sig med grød og juleskinke.

Traditionen med at sætte neget op til fuglene har været betragtet som en rest af en hedensk tradition om at sikre held med afgrøden for næste år – en slags høstoffer kan man sige. Traditionen har holdt sig op til i dag – en del på landet sætter stadig neg op til fuglene eller fodrer fuglene hen over vinteren, og hunden får mange steder også lidt ekstra god og rigelig mad eller et godt gnaveben til jul.