Posted in

Ny filmklub i Trommen

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©

Introaften med filmvisning 9. december for lokale filmentusiaster, der vil være med til at starte og præge frivilligt drevet filmklub i kulturhuset

Kulturhus Trommen vil starte en ny filmklub, der skal drives af frivillige, lokale filmentusiaster.

Der er introaften i Lilletrommen mandag 9. december kl. 18.00 for alle, der har lyst til at høre mere om filmklubben, og være med til at præge filmklubben fra starten.

Deltagerne får en bid mad, og kulturhusets personale fortæller om rammerne for klubben.

Aftenen slutter med en god film. I filmklubbens ånd stemmer deltagerne om, hvilken film det skal være.

Jan Dehn direktør for Velfærd og Kultur – Foto: Peter Brandi©

Det er gratis at deltage i intromødet 9. december. Tilmelding sker på filmklubtrommen@gmail.com senest mandag 2. december kl. 12.00.

Bliv frivillig

På intromødet kan du lade dig skrive dig op som frivillig til filmklubbens programgruppe. I den er du med til at sammensætte filmprogrammet. Det er også programgruppen, der er med til at planlægge det øvrige indhold i klubarrangementerne og selvfølgelig det at drive klubben.

Hvis du melder dig op som frivillig, bliver du inviteret til et koordinationsmøde mandag 16. december, hvor den faste programgruppe for filmgruppen bliver nedsat.

Det handler om at dele film-begejstringen

Filmklubben starter i februar 2020 og den skal være et samlingssted for filminteresserede mennesker, der har lyst til at dele deres begejstring for de levende billeder.

Her kan man mødes, se gode film og tale om dem over en kop kaffe.

Én gang om måneden danner Lilletrommen med sit stort lærred, gode lyd og bløde sæder ramme om klubbens filmvisninger.

Filmklubben er åben for alle, og det er gratis at blive medlem.

Udover de månedlige filmvisninger vil du som medlem af filmklubben modtage specialtilbud om forpremierer, rabatter og andet godt fra Kulturhus Trommens biograf.

da_DKDansk