Kategori: Historie

Borgmester Morten Slotved (C) afslører stenen – Foto: Jan Lindstrøm©

Der var ca. 70 der deltog i genindvielsen af mindestenen for C.H. von Linstow, som fandt sted på 200-års dagen for Linstows død.

Formanden for Museumsforeningen Peter Melander Brandi bød velkommen og fortalte at dagens begivenhed var kulminationen på mere end 3 års arbejde. Fra det øjeblik Hans Christian Bjerg gjorde Museumsforeningen opmærksom på den sørgelige forfatning som stenen var i, til i dag hvor vi indvier den i en renoveret og læsbar udgave.

Formanden takkede Naturstyrelsen og deres medarbejde og Raadvad Stenhuggeri der har udført renovering af både stenen og fundamentet.
Der var også tak til Byrådet i Hørsholm Kommune for store den økonomiske håndsrækning på 50.000 kr. der, sammen med 58.000 kr. af Museumsforeningens egene midler, gjorde det muligt at skaffe den nødvendige økonomi til projektet.
Der var også en tak til Museum Nordsjælland, for samarbejdet og deres gode råd i forbindelse med projektet.

Formanden rettede en særlig tak til Hans Christian Bjerg fra Museumsforeningens bestyrelse, for hans utrættelige arbejde som ansvarlig for projektet.

Peter Melander Brandi sluttede sin velkomst: ”Sidst men ikke mindst tak til alle jer der er kommet her i dag, for sammen med os og vores medlemmer, at fejre at vi nu igen kan hædre den mand, der har gjort så meget for vores og Danmarks skove.”

Hørsholms Borgmester Morten Slotved holdt indvielsestalen, hvor han blandt andet sagde: ” Hørsholm har i virkeligheden altid været en grøn kommune. Kommunen er i høj grad præget af de store skovarealer, som samtidig er en del af Nordsjællands udbredte skove.  De gode muligheder for fritidsliv er med til at gøre Hørsholm til en attraktiv kommune at bo i.  Generel må det også konstateres, at mange udnytter muligheden for at gå ture i vores skove.

Reguleringen og opdyrkningen af de nordsjællandske skove tog sammen med en øget gavnudnyttelse af skoven fart i løbet af 1700-tallet. Flere markante forstfolk var med til at præge denne udvikling. En af disse, som gennem sit langvarige virke kom til at administrere og præge denne udvikling, var overforstmesteren Christopher Hartvig Linstow. Han virkede med bolig i Hørsholm Slots kavalerboliger igennem næsten et halvt århundrede 1784-1823.  Han havde flere dygtige medarbejdere og hans embedsperiode blev en opgangstid for skovene i Hørsholm, ligesom han også var med til at præge udbygningen af Nordsjællands skove, noget vi nyder godt af i dag.”

Borgmester Morten Slotved sluttede sin tale med disse ord: ” Hørsholm Kommune vil gerne medvirke til at bevare kommunens mindesmærker og den kulturhistoriske formidling de repræsenterer. Ofte glemmer vi dem nok i vores travle hverdag, og de står stille og må lide under tidens tand. Dette har været tilfældet med Linstows gravsten, hvis tekst efterhånden ikke kunne læses, så det gik ud over den formidling, som skulle være stenens opgave.  Hørsholm Kommune har derfor hilst det velkommen, at Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn har taget initiativ til at få gennemført en restaurering af Linstows gravsten. Kommunen har naturligt ydet bidrag til denne restaurering. Det er mit håb, at de mange, der benytter sig af vores skove, kort vil standse op, dvæle lidt og tage denne markante gravsten i øjesyn.”

Den officielle del af arrangementet blev afsluttet med at Hans Christian Bjerg, fra Museumsforeningens bestyrelse, holdt et indlæg, hvor han redegjorde for hovedtrækkene i Christopher Hartvig von Linstows liv og indsats.

Noget som nok forbløffede de fleste, var da Hans Christian fortalte at der ud over Linstow selv rent faktisk ligger yderligere 4 mennesker begravet på pladsen. Den seneste er Linstows oldebarn der blev begravet så sent som i 1947.

Man vil kunne læse mere om denne i Museum Nordsjællands Årbog, der udkommer sidst på året. Her skriver Hans Christian Bjerg en artikel om netop C.H. von Linstows liv og levned.

Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn bød på forfriskninger, og der var mange af de fremmødte der benyttede lejligheden til tale med venner og andre fremmødte.

Alt i alt en dejlig forårsdag i skoven.

Af Søren Frandsen – Billede: Juletræet med sin pynt. Foto: Gribskov Arkiv.

Fisker Johannes Nielsen boede i et hus ud mod vandet på Villingebæk Strandvej 591 med sin familie. Den yngste søn hed Niels Arne og var født i 1930. Niels har fortalt om juleaften og familiens juletræ under 2. verdenskrig.

Julemaden bestod gerne af flæskesteg med rødkål. I det fattige fiskerhjem var det nærmest en befrielse, at man ikke også denne aften skulle spise fisk. Til dessert blev ofte serveret pærer, der i efteråret var plukket ved Hulerød Kro. Her stod et stort pæretræ, der altid bar meget frugt. Pærerne blev syltet og opbevaret i lufttætte glas, så de kunne holde sig hen over vinteren. 

Bag de nedrullede mørklægningsgardiner stod juletræet med sin pynt. På fotografiet ses mange kæder med dannebrogsflag, der naturligvis ikke var en tilfældighed i denne krigstid. Men derudover var der flettede julehjerter, kurve, glimmer og knallerter. Træets stearinlys var med til at skabe det lys i mørket, der særlig denne højtidsaften var behov for. Familien på pensionatet Havblik lidt længere mod øst var gerne på besøg juleaften. Mens lysene brændte, gik alle rundt om juletræet. For en stund glemte man den hverdag, der særlig under krigen kunne være streng.

Nu skulle julegaverne fordeles. De var ikke mange og bestod ofte af ting fremstillet i hjemmet. Et par strikkede sokker eller vanter var gode, nyttige ting.

Senere blev der serveret kaffe. Da der ikke kunne købes rigtig kaffe, gjaldt det om at finde den bedste erstatning på markedet. Den blev solgt af en kiosk i Hornbæk under det eksotiske navn Columbus-kaffe. Juleaften var altid hyggelig – en aften der blev set meget frem til.

Af Jeppe Boel Jepsen – Billede: De ministerio dæmonum – om vætternes gerninger fra den svenske Ærkebiskob Olaus Magnus ”Historia de gentibus septentrionalibus” – Historien om De Nordiske Folk. Trykt i Rom i 1555.

De fleste i dag forbinder nisser med jul og hygge. Og julenissen er da også en gammel dansk tradition, men den er ikke engang 200 år gammel. Den katolske ærkebiskop Olaus Magnus skrev i landflygtighed fra reformationen en skildring af små væsner, som bor i naturen og på gårde i de skandinaviske lande medfulgt af et tryk fra bogen. Fortællingen og billedet bliver hver jul fremvist som den første afbildning af en nisse. Olaus Magnus beretter at ”sådanne væsener mange steder i de nordiske landes ende (i enhver bogstavelig forstand hvor Satan har sit sæde) gennem utrolige bedrag i varierende former præsenterer sig for deres beboere, men så forvolder skade på dem, når de huserer, de vælter huse, skader kvæget, ånderne hærger og skader pløjemarker og ødelægger gårde og brønde. Alt dette og endnu mange andre hemmelige, eller rettere åbenbare Djævelens viljer.” Magnus skrev sin beretning netop som hekseforfølgelserne begyndte at tage til, og her kom vætterne til at spille ind. De blev til satans hjælpere, til dæmoner eller små djævle, som heksene plejede omgang med. Heksene kunne berette om, hvorledes de havde mødt disse væsner og fået Helschot, elleskud, til at forgøre både dyr og mennesker. Dette medførte, at heksene blev dømt til at blive renset i ilden, hvilket vil sige brændt på bålet.

Som århundrederne gik, og heksejagten gudskelov gik i sig selv igen, forsvandt også nisserne fra de lærdes opmærksomhed. Indtil julen 1836, hvor guldaldermaleren Constantin Hansen, som netop havde modtaget et legat til et studieophold i Rom, inviterede de øvrige danske kunstnere i Rom til et juleselskab. Blandt de inviterede var Bindesbøll, Rørbye, Marstrand, Küchler, Blunk, Sonne og Thorvaldsen. For at skabe en hjemlig og landlig stemning havde Hansen tegnet små gårdboer, altså nisser, klippet dem ud og brugt dem som pynt. Nisserne optrådte i forskellige opstillinger, hvor de legede, sloges om grød og prøvede kræfter med katte. Kravlenissen var dermed født.

Nissens endelige forbindelse til julen kom med Hans Scharlings meget populære roman ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” fra 1862, hvori julenissen for første gang omtales. Romanen er flere gange filmatiseret under titlen ”Nøddebo Præstegård”. Den i romanen beskrevne Nøddebo Præstegård er dog fiktiv, og har desværre intet med Nødebo ved Hillerød at gøre.

Fra fortidens farlige væsner på gården, over kirkens grusomme heksejagter og danske guldalderkunstnere i Rom, er nisserne i dag flyttet ind i vores hjerter. De pryder i disse dage mange hjem og kontorlandskaber og er nu et symbol på hygge og julestemning.

Af Kristoffer Schmidt – Frederik 7. og grevinde Danner. Det Kgl. Bibliotek.

I 1848 var der gået langt over 100 år siden Frederiksborg Slot officielt havde fungeret som residens for den danske konge. Men dette år besluttede landets nye regent Frederik 7. at gøre Frederiksborg Slot til kongelig vinterresidens. Årsagerne hertil var mange. Frederik 7. havde selv en stor forkærlighed for Christian 4.s gamle slot og for så vidt også selve Hillerød. Derudover gjorde visse prekære omstændigheder i hovedstaden tilværelsen på Frederiksborg Slot langt mere attraktiv. Her kunne kongen komme væk fra sine politiske forpligtelser, han reelt set ikke havde den store interesse for. Samtidig havde Frederik 7.s forhold til skuespilleren Louise Rasmussen, eller Grevinde Danner, gjort situationen ved det danske hof anspændt.

Frederik 7. og Grevinde Danner satte hurtigt deres præg på Frederiksborg Slot og Hillerød. For eksempel i forbindelse med julen arrangerede grevinden en julefest for en række af byens borgere. Den første af disse blev afholdt 1. juledag 1850 – samme år som Frederik 7. og Grevinde Danners ægteskab. Julefesten startede klokken 8, og på gæstelisten stod byens embedsmænd, der kunne medbringe deres koner og børn, om end kun børn fra 4 år og opefter. Julearrangementet afholdtes i grevindens gemakker. Der var opstillet et pyntet juletræ med gaver til børnene, mens der også var mulighed for dans. Gaveregnen over børnene var stor, hvilket den senere ørelæge Victor Lange har beskrevet. Godt nok blev hans mor og han selv aldrig inviteret til julefesterne. De boede imidlertid i Helsingørsgade i tømrermester Abbens Gård, hvor også adjunkt Johan Georg Lowson residerede med sin familie. På grund af Lowsons status i byen var det en selvfølge, at han blev inviteret til julefesten sammen med sin familie. Når Lowson med sine sønner vendte tilbage fra julefesten, kunne Lange så misundeligt kigge på de hjembragte sager, der bestod af diverse julelækkerier (såsom fransk konfekt, blodappelsiner osv.), fint legetøj og endda noget så sofistikeret som kukkasser, hvor man ved hjælp af flere linser kunne opleve billeder i panorama.

I grevindens forgemak serveredes te for selskabet, mens børnene fik smørrebrød. De voksne medlemmer af selskabet blev budt på buffet og champagne i Valdemarsalen. Bagefter kunne man fornøje sig ved et af fire spilleborde, der var opstillet i Det Blå Gemak.

Da Frederik 7. var syg den efterfølgende jul, måtte man aflyse julefesten. I 1852 vendte julefesten dog tilbage og afholdtes fra nu af 2. juledag. Det lader til, at stemningen ved julefesterne var afslappet, og både konge og grevinde nød at være sammen med byens borgerskab. I det hele tage gjorde beboerne på Frederiksborg en dyd ud af at mænge sig med lokalbefolkningen. Man deltog således i adskillige lokale arrangementer og besøgte flere af byens spidser eller lokale embedsmænd i privaten. Idyllen varede dog ikke ved. Natten mellem den 16. og 17. december 1859 nedbrændte størstedelen af hovedslottet, hvorved Frederiksborg Slot definitivt mistede sin status som kongeligt residens.

Af Mette Palm – Illustration fra Le Livre des Conquestes et Faits d’Alexandre (ca. 1467) af festbanket. Til højre ser man bordet, hvor gæsterne kunne få krydret deres vin efter eget ønske.

Lutendranck er en krydret og sødet vin, som var meget populær i både middelalder og renæssance. Det er ikke så mærkeligt, for Lutendranck er frisk og med en fin og velafbalanceret smag af krydderier. Det har også været en eksklusiv drik, da både vin og ikke mindst krydderier har været dyre. Vinen i middelalderen blev ofte importeret fra Tyskland. De anvendte krydderier blev købt på apoteket eller i markedsboder og er typiske for middelalderen. Det har været helt almindeligt, at gæsterne selv kunne vælge, hvor krydret og/eller sød man ønskede sin vin.

I ældre opskrifter er der generelt ikke præcise mål på ingredienserne. Det har været lidt op til den enkelte koks evner og smag. Men Lutendranck er en af de få undtagelser, hvor der er præcise mængder på krydderier og sukkerindhold. Derfor kan vi genskabe en af de meget populære og kendte drikke fra middelalderen og renæssancen. Opskriften herunder stammer fra lægefruen Anna Weckers kogebog fra 1616, som er den eneste trykte kogebog på dansk fra den tid.

Lutendranck opskrift
Krydderiblanding: 8 g kardemommefrø/-kapsler 6 g kanelstang 1 g ingefærrod 1 g muskat (1,5 g paradiskorn)1   1 flaske vin, rød eller hvid 100 g sukker	Sådan gør du: Knus kardemommekapsler (både skal og frø) groft i en morter. Knus også kanelstangen groft. Riv ingefærrod og muskatnød groft på et rivejern.   Krydderiblandingen varmes op med sukkeret og 1/5 af vinen, til det koger. Tag af varmen og lad det trække minimum 5-10 minutter. Hæld blandingen gennem en sigt foret med et viskestykke/et stykke køkkenrulle. Hæld resten af vinen igennem krydderiblandingen. Dette kan gentageset par gange for at få mest mulig smag ud af krydderierne. Krydderiblanding, sukker og 1/5 vin kan holde et par uger i køleskabet.
1Paradiskorn (Aframomum melegueta) er nævnt i den oprindelige opskrift. De var meget populær fra middelalderen og frem. Den er beslægtet med kardemomme og smager varmt, stærkt og krydret med bitre toner. I Danmark er paradiskorn ikke tilladt som krydderi længere, da der er mistanke om, at de giver skadelige langtidsvirkninger. Lutendranck smager glimrende uden paradiskorn, men tilsæt evt. et stødt peberkorn for at få lidt af den stærke smag.

Man skal bruge hele krydderier, som knuses groft. Hvis man bruger pulveriserede krydderier, kan man ikke si dem fra vinen. Hele krydderier har også en stærkere smag.

Det er valgfrit om man bruger rød eller hvid vin, og om man serverer Lutendranck varm eller kold. Museets arkæologer anbefaler Lutendranck med hvidvin og serveret kølig. Det smager fantastisk.

Af Kjartan Langsted – Foto: Gryde fra 1200-tallet under udgravning

Vi skriver år 1295, den 13. december om aftenen, lidt syd for Gilleleje. En kold vind blæser ind over Søborg Sø og får små bølger til at kruse på vandet. Kulden kan mærkes i kinder og ind i alle kroge, selv i de varme stuer på Søborg. Vores ærinde her er at være vidne til en spektakulær flugt fra dansk middelalders svar på Alcatraz: Søborg. Her har prominente fanger som prins Buris været fængslet, men hidtil er det aldrig lykkedes nogen at flygte herfra.

Dette skal dog ændre sig denne december nat. Den fængslede er ingen ringere ind ærkebiskoppen af Lund, Jens Grand, den øverste kirkelige person i Danmark. Han var faldet i kongens unåde grundet mistanke om en alliance med de fredløse, der var kendt skyldige i kongemordet i Finderup Lade. Ved hjælp af et reb, en hest og et skib lykkedes det ham at flygte i samarbejde med borgens kok – i Ingemanns skildring bliver han kaldt for Morten Madsvend.  Det hele var perfekt timet: Borgfogeden og store dele af mandskabet var taget på jagt ved Tikøb, og ud for stranden ved Nakkehoved ventede et skib. Fra fangetårnet klatrede de ad et reb ned i borggården, en hest blev taget fra stalden, og de kunne ride til stranden, hvor skibet samlede dem op og bragte dem i sikkerhed på Hammershus. Sådan endte Jens Grands halvandet års fængselsophold på Søborg, og mon ikke han i 1295 havde en god jul på Hammershus? 

727 år efter Jens Grands flugt blev denne fortælling aktuel igen, for her foretog Museum Nordsjælland en arkæologisk undersøgelse af Søborgs sydlige forborg. Ved undersøgelsen fik vi hjælp af en amatørarkæolog, der afsøgte det fredede område med sin metaldetektor, noget der kun er tilladt i samarbejde med museet. I den forbindelse dukkede der en fin kobbergryde frem. Den var noget mast i den ene side, men ellers ganske hel. Gryden må have været en del af borgens køkkengrej og må havde været kostbar. Den er dateret til 1200-tallet – med andre ord kunne den meget vel være fra Jens Grands tid. Hvorfor den lå her mellem murbrokker, sand og mørtel er et godt spørgsmål. Man kan dog ikke lade være med at fantasere. Måske blev den smidt ud af køkkenet i ren arrigskab over kokkens hjælp til Jens Grands flugt natten den 13. december 1295.

Af Maria Løvgreen Berg – Den arkæologiske forundersøgelse bryder det fine snelandskab ved Søborg Sø.

I november fik vi det første forvarsel om, at sne og slud stadig findes, selvom vi efterhånden har glemt, hvordan det ser ud. Kolde tæer og fingre er nu ikke ukendte for de arkæologer, som arbejder ude året rundt. Således også for det lille hold, som er i gang med de arkæologiske forundersøgelser i, og omkring, den drænede Søborg Sø, som skal genopfylds med vand i løbet af 2023 og 2024. Selvom det ikke medfører arkæologiske forundersøgelser at sætte området under vand, så er der en række afledte anlægsarbejder, som for eksempel anlæggelse af parkeringspladser og stier, som betyder, at arkæologerne skal i marken, eller rettere søen, før man kan gå i gang.

Det frosne snelandskab var ingen hindring for at grave søgegrøfter med en stor gravemaskine. I perioder var det svært at se fund og strukturer for snevejret, men det lykkedes alligevel at komme videre. Det var måske også en hjælp, at der er tale om en helt særlig forundersøgelse i et spændende landskab, hvor vi har nogle af de mest fascinerende levn fra forhistorien. Der er både fundet ofrede urokser, platforme af træ og omfattende bopladser fra stenalderen samt mange våben fra flere perioder – og ikke at forglemme Søborg by og slotsruin fra middelalderen.

I skrivende stund har arkæologerne fundet lystertænder, flintflækker og dyreknogler, der er omkring 9000 år gamle. Disse ligger på kanten af den gamle sø, hvor stenalderens folk har boet og gået på jagt. I selve søen er der indtil videre fundet to tilspidsede pæle, som kan have været brugt ved rusefiskeri. Rusen har fortidens fiskere taget med sig, men pælene har fået lov til at blive stående, og søen har bevaret træet, så det ser ud, som da det blev hugget til for flere tusind år siden.

Ligesom huse med udsigt til sø eller hav er i høj kurs i dag, har man også i oldtiden fundet dette attraktivt. På en stejl skråning ned mod søen er der indtil videre fundet hustomter og andre bopladsspor, som er ca. 2000 år gamle, det vil sige fra jernalderen. Forundersøgelsen er stadig i gang, og der kan derfor nå at dukke flere fund op. Én ting er dog sikkert – i frokostpausen sidder de frosne arkæologer og tør op med en varm kop (jule-)kaffe, mens dagens fund bliver diskuteret og beundret.

Af museumsinspektør Jon Voss – Der landes torsk i Gilleleje o. 1980. Gribskov Arkiv

Fortsat fra i går

Fra sidst i 1800-tallet skete der en rivende udvikling i torskefiskeriet – og i fangstmængderne. Først kom havnene og dæksbådene, der gjorde det sikrere at sejle længere til havs efter fiskene, ofte med indbygget dam, hvor fangsten kunne opbevares levende. Fra o. 1900 blev fiskerbådene motoriseret, og det effektive snurrevod blev indført i torskefiskeriet. Efter Anden Verdenskrig blev trawlfiskeriet dominerende. Kuttere og grej blev større, motorerne stærkere, og moderne teknologi lettede fiskeriet.

Der blev fundet nye anvendelser for torsken. Torskeleveren, der før blev brugt til lampeolie, røg nu mest indenbords som kosttilskud – levertran, med masser af Omega 3, A- og D-vitaminer. Leveren kom også på dåse og fik ry for at være en særdeles sund spise. Torskerognen brugte man før i tiden højst som madding, men i 1900-tallet vandt torskerogn efterhånden indpas i køkkenet, røget og saltet og ofte som konserves. Til gengæld har torsken i dag til dels mistet sin position som den foretrukne nytårsret blandt danskerne.

Torsken har – sikkert ufortjent – et lidt blandet ry. I køkkenet er den en højt værdsat fisk, men ”torsk” bruges jo ofte nedsættende om personer; åbenbart har torsken ikke været anset som den smarteste fisk i havet – som formuleret af Ordbog over det Danske Sprog om ordets nedsættende brug: ”navnlig med tanke paa torskens formentlige dumhed, døde, stirrende blik”. Siden 1977 har Ekstra Bladet for eksempel uddelt årets nytårstorsk til personer (oftest politikere), man vurderer har dummet sig særligt i årets løb.

Tilbage til havets torsk: i Kattegat fik man flere år i 1970’erne torskefangster på over 15.000 tons. Så kollapsede torskebestanden. Fra 1980’erne blev der indført kvoter i torskefiskeriet, men bestanden forblev lav. Udviklingen med mindre fangster og faldende biomasse er fortsat. Dette skyldes formentlig en kombination af klimaforandringer (stigende vandtemperaturer) og bifangst af torsk i andre fiskerier. I 2021 blev der blot landet 22 tons torsk i Kattegat. I dag er torsken følgelig blevet en dyr fisk – en luksusspise.