Kategori: Kultur

Borgmester Morten Slotved (C) afslører stenen – Foto: Jan Lindstrøm©

Der var ca. 70 der deltog i genindvielsen af mindestenen for C.H. von Linstow, som fandt sted på 200-års dagen for Linstows død.

Formanden for Museumsforeningen Peter Melander Brandi bød velkommen og fortalte at dagens begivenhed var kulminationen på mere end 3 års arbejde. Fra det øjeblik Hans Christian Bjerg gjorde Museumsforeningen opmærksom på den sørgelige forfatning som stenen var i, til i dag hvor vi indvier den i en renoveret og læsbar udgave.

Formanden takkede Naturstyrelsen og deres medarbejde og Raadvad Stenhuggeri der har udført renovering af både stenen og fundamentet.
Der var også tak til Byrådet i Hørsholm Kommune for store den økonomiske håndsrækning på 50.000 kr. der, sammen med 58.000 kr. af Museumsforeningens egene midler, gjorde det muligt at skaffe den nødvendige økonomi til projektet.
Der var også en tak til Museum Nordsjælland, for samarbejdet og deres gode råd i forbindelse med projektet.

Formanden rettede en særlig tak til Hans Christian Bjerg fra Museumsforeningens bestyrelse, for hans utrættelige arbejde som ansvarlig for projektet.

Peter Melander Brandi sluttede sin velkomst: ”Sidst men ikke mindst tak til alle jer der er kommet her i dag, for sammen med os og vores medlemmer, at fejre at vi nu igen kan hædre den mand, der har gjort så meget for vores og Danmarks skove.”

Hørsholms Borgmester Morten Slotved holdt indvielsestalen, hvor han blandt andet sagde: ” Hørsholm har i virkeligheden altid været en grøn kommune. Kommunen er i høj grad præget af de store skovarealer, som samtidig er en del af Nordsjællands udbredte skove.  De gode muligheder for fritidsliv er med til at gøre Hørsholm til en attraktiv kommune at bo i.  Generel må det også konstateres, at mange udnytter muligheden for at gå ture i vores skove.

Reguleringen og opdyrkningen af de nordsjællandske skove tog sammen med en øget gavnudnyttelse af skoven fart i løbet af 1700-tallet. Flere markante forstfolk var med til at præge denne udvikling. En af disse, som gennem sit langvarige virke kom til at administrere og præge denne udvikling, var overforstmesteren Christopher Hartvig Linstow. Han virkede med bolig i Hørsholm Slots kavalerboliger igennem næsten et halvt århundrede 1784-1823.  Han havde flere dygtige medarbejdere og hans embedsperiode blev en opgangstid for skovene i Hørsholm, ligesom han også var med til at præge udbygningen af Nordsjællands skove, noget vi nyder godt af i dag.”

Borgmester Morten Slotved sluttede sin tale med disse ord: ” Hørsholm Kommune vil gerne medvirke til at bevare kommunens mindesmærker og den kulturhistoriske formidling de repræsenterer. Ofte glemmer vi dem nok i vores travle hverdag, og de står stille og må lide under tidens tand. Dette har været tilfældet med Linstows gravsten, hvis tekst efterhånden ikke kunne læses, så det gik ud over den formidling, som skulle være stenens opgave.  Hørsholm Kommune har derfor hilst det velkommen, at Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn har taget initiativ til at få gennemført en restaurering af Linstows gravsten. Kommunen har naturligt ydet bidrag til denne restaurering. Det er mit håb, at de mange, der benytter sig af vores skove, kort vil standse op, dvæle lidt og tage denne markante gravsten i øjesyn.”

Den officielle del af arrangementet blev afsluttet med at Hans Christian Bjerg, fra Museumsforeningens bestyrelse, holdt et indlæg, hvor han redegjorde for hovedtrækkene i Christopher Hartvig von Linstows liv og indsats.

Noget som nok forbløffede de fleste, var da Hans Christian fortalte at der ud over Linstow selv rent faktisk ligger yderligere 4 mennesker begravet på pladsen. Den seneste er Linstows oldebarn der blev begravet så sent som i 1947.

Man vil kunne læse mere om denne i Museum Nordsjællands Årbog, der udkommer sidst på året. Her skriver Hans Christian Bjerg en artikel om netop C.H. von Linstows liv og levned.

Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn bød på forfriskninger, og der var mange af de fremmødte der benyttede lejligheden til tale med venner og andre fremmødte.

Alt i alt en dejlig forårsdag i skoven.

Af Søren Frandsen – Billede: Juletræet med sin pynt. Foto: Gribskov Arkiv.

Fisker Johannes Nielsen boede i et hus ud mod vandet på Villingebæk Strandvej 591 med sin familie. Den yngste søn hed Niels Arne og var født i 1930. Niels har fortalt om juleaften og familiens juletræ under 2. verdenskrig.

Julemaden bestod gerne af flæskesteg med rødkål. I det fattige fiskerhjem var det nærmest en befrielse, at man ikke også denne aften skulle spise fisk. Til dessert blev ofte serveret pærer, der i efteråret var plukket ved Hulerød Kro. Her stod et stort pæretræ, der altid bar meget frugt. Pærerne blev syltet og opbevaret i lufttætte glas, så de kunne holde sig hen over vinteren. 

Bag de nedrullede mørklægningsgardiner stod juletræet med sin pynt. På fotografiet ses mange kæder med dannebrogsflag, der naturligvis ikke var en tilfældighed i denne krigstid. Men derudover var der flettede julehjerter, kurve, glimmer og knallerter. Træets stearinlys var med til at skabe det lys i mørket, der særlig denne højtidsaften var behov for. Familien på pensionatet Havblik lidt længere mod øst var gerne på besøg juleaften. Mens lysene brændte, gik alle rundt om juletræet. For en stund glemte man den hverdag, der særlig under krigen kunne være streng.

Nu skulle julegaverne fordeles. De var ikke mange og bestod ofte af ting fremstillet i hjemmet. Et par strikkede sokker eller vanter var gode, nyttige ting.

Senere blev der serveret kaffe. Da der ikke kunne købes rigtig kaffe, gjaldt det om at finde den bedste erstatning på markedet. Den blev solgt af en kiosk i Hornbæk under det eksotiske navn Columbus-kaffe. Juleaften var altid hyggelig – en aften der blev set meget frem til.

Af Jeppe Boel Jepsen – Billede: De ministerio dæmonum – om vætternes gerninger fra den svenske Ærkebiskob Olaus Magnus ”Historia de gentibus septentrionalibus” – Historien om De Nordiske Folk. Trykt i Rom i 1555.

De fleste i dag forbinder nisser med jul og hygge. Og julenissen er da også en gammel dansk tradition, men den er ikke engang 200 år gammel. Den katolske ærkebiskop Olaus Magnus skrev i landflygtighed fra reformationen en skildring af små væsner, som bor i naturen og på gårde i de skandinaviske lande medfulgt af et tryk fra bogen. Fortællingen og billedet bliver hver jul fremvist som den første afbildning af en nisse. Olaus Magnus beretter at ”sådanne væsener mange steder i de nordiske landes ende (i enhver bogstavelig forstand hvor Satan har sit sæde) gennem utrolige bedrag i varierende former præsenterer sig for deres beboere, men så forvolder skade på dem, når de huserer, de vælter huse, skader kvæget, ånderne hærger og skader pløjemarker og ødelægger gårde og brønde. Alt dette og endnu mange andre hemmelige, eller rettere åbenbare Djævelens viljer.” Magnus skrev sin beretning netop som hekseforfølgelserne begyndte at tage til, og her kom vætterne til at spille ind. De blev til satans hjælpere, til dæmoner eller små djævle, som heksene plejede omgang med. Heksene kunne berette om, hvorledes de havde mødt disse væsner og fået Helschot, elleskud, til at forgøre både dyr og mennesker. Dette medførte, at heksene blev dømt til at blive renset i ilden, hvilket vil sige brændt på bålet.

Som århundrederne gik, og heksejagten gudskelov gik i sig selv igen, forsvandt også nisserne fra de lærdes opmærksomhed. Indtil julen 1836, hvor guldaldermaleren Constantin Hansen, som netop havde modtaget et legat til et studieophold i Rom, inviterede de øvrige danske kunstnere i Rom til et juleselskab. Blandt de inviterede var Bindesbøll, Rørbye, Marstrand, Küchler, Blunk, Sonne og Thorvaldsen. For at skabe en hjemlig og landlig stemning havde Hansen tegnet små gårdboer, altså nisser, klippet dem ud og brugt dem som pynt. Nisserne optrådte i forskellige opstillinger, hvor de legede, sloges om grød og prøvede kræfter med katte. Kravlenissen var dermed født.

Nissens endelige forbindelse til julen kom med Hans Scharlings meget populære roman ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard” fra 1862, hvori julenissen for første gang omtales. Romanen er flere gange filmatiseret under titlen ”Nøddebo Præstegård”. Den i romanen beskrevne Nøddebo Præstegård er dog fiktiv, og har desværre intet med Nødebo ved Hillerød at gøre.

Fra fortidens farlige væsner på gården, over kirkens grusomme heksejagter og danske guldalderkunstnere i Rom, er nisserne i dag flyttet ind i vores hjerter. De pryder i disse dage mange hjem og kontorlandskaber og er nu et symbol på hygge og julestemning.

Af Kristoffer Schmidt – Frederik 7. og grevinde Danner. Det Kgl. Bibliotek.

I 1848 var der gået langt over 100 år siden Frederiksborg Slot officielt havde fungeret som residens for den danske konge. Men dette år besluttede landets nye regent Frederik 7. at gøre Frederiksborg Slot til kongelig vinterresidens. Årsagerne hertil var mange. Frederik 7. havde selv en stor forkærlighed for Christian 4.s gamle slot og for så vidt også selve Hillerød. Derudover gjorde visse prekære omstændigheder i hovedstaden tilværelsen på Frederiksborg Slot langt mere attraktiv. Her kunne kongen komme væk fra sine politiske forpligtelser, han reelt set ikke havde den store interesse for. Samtidig havde Frederik 7.s forhold til skuespilleren Louise Rasmussen, eller Grevinde Danner, gjort situationen ved det danske hof anspændt.

Frederik 7. og Grevinde Danner satte hurtigt deres præg på Frederiksborg Slot og Hillerød. For eksempel i forbindelse med julen arrangerede grevinden en julefest for en række af byens borgere. Den første af disse blev afholdt 1. juledag 1850 – samme år som Frederik 7. og Grevinde Danners ægteskab. Julefesten startede klokken 8, og på gæstelisten stod byens embedsmænd, der kunne medbringe deres koner og børn, om end kun børn fra 4 år og opefter. Julearrangementet afholdtes i grevindens gemakker. Der var opstillet et pyntet juletræ med gaver til børnene, mens der også var mulighed for dans. Gaveregnen over børnene var stor, hvilket den senere ørelæge Victor Lange har beskrevet. Godt nok blev hans mor og han selv aldrig inviteret til julefesterne. De boede imidlertid i Helsingørsgade i tømrermester Abbens Gård, hvor også adjunkt Johan Georg Lowson residerede med sin familie. På grund af Lowsons status i byen var det en selvfølge, at han blev inviteret til julefesten sammen med sin familie. Når Lowson med sine sønner vendte tilbage fra julefesten, kunne Lange så misundeligt kigge på de hjembragte sager, der bestod af diverse julelækkerier (såsom fransk konfekt, blodappelsiner osv.), fint legetøj og endda noget så sofistikeret som kukkasser, hvor man ved hjælp af flere linser kunne opleve billeder i panorama.

I grevindens forgemak serveredes te for selskabet, mens børnene fik smørrebrød. De voksne medlemmer af selskabet blev budt på buffet og champagne i Valdemarsalen. Bagefter kunne man fornøje sig ved et af fire spilleborde, der var opstillet i Det Blå Gemak.

Da Frederik 7. var syg den efterfølgende jul, måtte man aflyse julefesten. I 1852 vendte julefesten dog tilbage og afholdtes fra nu af 2. juledag. Det lader til, at stemningen ved julefesterne var afslappet, og både konge og grevinde nød at være sammen med byens borgerskab. I det hele tage gjorde beboerne på Frederiksborg en dyd ud af at mænge sig med lokalbefolkningen. Man deltog således i adskillige lokale arrangementer og besøgte flere af byens spidser eller lokale embedsmænd i privaten. Idyllen varede dog ikke ved. Natten mellem den 16. og 17. december 1859 nedbrændte størstedelen af hovedslottet, hvorved Frederiksborg Slot definitivt mistede sin status som kongeligt residens.