Posted in

Opgavebeskrivelse for advokatundersøgelse er klar

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi

Advokatfirmaet Bech-Bruun har nu udarbejdet en opgavebeskrivelse i forbindelse med den eksterne vurdering af kommunens praksis i sager om arealoverførsler.

I en pressemeddelelse begrundes behovet for en uvildig advokatundersøgelse som følger. ”Enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Hørsholm Kommunalbestyrelse har rejst tvivl om lovligheden af Hørsholm Kommunes praksis i forbindelse med sager om arealoverførsler. På den baggrund iværksatte kommune den 7. november en uvildig vurdering, idet borgerne skal kunne have fuld tillid til myndighedsudøvelsen i Hørsholm Kommune.”

Advokatfirmaet Bech-Bruun har nu udarbejdet en opgavebeskrivelse for deres vurdering af kommunens praksis i sager om arealoverførsler.

Det må betegnes som en ganske hurtig advokatundersøgelse, da planen ifølge kommunens pressemeddelelse er; at den eksterne vurdering vil blive forelagt Økonomiudvalget på et ekstraordinært møde den 25. november 2019 og på det ordinære Kommunalbestyrelsesmøde samme aften.

Jacob Brandt, Partner, Advokat (L), Bech-Bruun

Bech-Bruun har i skrivelse fra Jacob Brandt Partner, advokat (L) og Mark Christian Walters, Senioradvokat beskrevet baggrunden for opgaven som følger. “To konkrete sager om arealoverførsler vedrørende ejendommene Højskolevej 3 og Svendsvej 6-8 i Hørsholm Kommune har givet anledning til en offentlig debat, hvor der bl.a. fra medlemmer af kommunalbestyrelsen er rejst kritik af kommunens behandling af sagerne og kommunens behandling af sådanne sager i almindelighed. Der er i den offentlige debat peget på, at Hørsholm Kommunes administration ikke er inden for planlovens retlige rammer, herunder navnlig planlovens § 19.

Mark Christian Walters, Senioradvokat, Bech-Bruun

Det er i den offentlig debat endvidere blevet påpeget, at ejerne af de konkrete ejendomme har en nær tilknytning til Hørsholm Kommune qua deres tilknytningsforhold som centerchef og udvalgsformand, og at dette kan have haft indflydelse på udfaldet af sagernes behandling.

Enkelte af Hørsholm Kommunes kommunalbestyrelse har som en del af den offentlige debat direkte givet udtryk for, at de vurderer, at de to sager er eksempler på, at kommunens behandling af arealoverførsel og udstykning ikke er i overensstemmelse med planlovens §19.

Vi har til baggrund modtaget debatindlæg af 6. november 2019 af Anne Ehrenreich og Fritz Reuther samt artikler fra Lokalavisen.dk vedrørende emnet.

Hørsholm Kommune har på denne baggrund ønsket at få foretaget en uvildig vurdering af, hvorvidt kommunens administration i de to konkrete sager har været i overensstemmelse med planlovens regler. Hørsholm Kommune har i tillæg hertil ønsket at sikre sig, at kommunens generelle behandling af sager om arealoverførsler, herunder dispensationskompetencen i planlovens § 19, holder sig indenfor planlovens rammer.

Hørsholm Kommune har anmodet Bech-Bruun om at foretage denne vurdering, og Hørsholm Kommune har bedt os tilkendegive, hvordan en sådan vurdering hensigtsmæssigt kan tilrettelægges, og hvad vi har brug for at foretage denne vurdering.”

Bech-Bruun har foreslået opgaven delt opgaven op i tre områder.

1. Vurdering af kommunens generelle retsopfattelse

Hørsholm Kommune beskriver sin retsopfattelse i et kort notat med henblik på, at vi foretager en gennemgang og analyse af, hvorvidt vi kan tiltræde denne retsopfattelse – i modsat fald tilkendegiver vi, hvor vi er uenig med kommunen henholdsvis påpeger, hvad der kan/bør gøres anderledes.

2. Vurdering af kommunens behandling af sager om arealoverførsel generelt samt sagerne om Højskolevej 3 og Svendsvej 6-8

Vi vil foretage en gennemgang og analyse af Hørsholm Kommunes afgørelser i sager om arealoverførsel, hvor der er tale om overførsel af areal fra en eksisterende grund til en anden eksisterende grund.

Det er vores vurdering, at det vil være relevant at gå 5 år tilbage. Vi vil efter gennemgangen tage stilling til, om det er relevant at gå længere tid tilbage.

Vores vurdering vil omfatte en konkret stillingtagen til sagerne, herunder de begrundelser som indgår i sagerne vedrørende Højskolevej 3 og Svendsvej 6-8, mens de øvrige sager fra de fem forgangne år vil danne grundlag for en vurdering af kommunens behandling af sager om arealoverførsel fra eksisterende ejendomme generelt. Vi vil navnlig tage stilling til, om kommunens afgørelser er forenelige med plangrundlaget henholdsvis planloven.

Vi vil desuden tage stilling til om byggesagsteamet kan siges at være inhabile i de to konkrete sager, givet at sagerne involverer henholdsvis en udvalgsformand og centerchefen på området. Vurderingen baseres på sagens akter samt en beskrivelse af sagsforløbet. Vi vil efterfølgende vurdere, om der er relevant med yderligere tiltag for at afklare spørgsmålet.

Til brug for vores vurdering har vi modtaget samtlige sagsakter i de af vurderingen omfattede sager. Vi har desuden modtaget de relevante kommune- og lokalplaner for områderne i de omfattede sager.

3. Vurdering af kommunens behandling af sager om arealoverførsel i forhold til den interne kompetencefordeling

Vi vil endelig foretage en vurdering af, om kommunens afgørelser er forenelig med kommunens interne kompetencefordeling.

Vi har til brug for denne vurdering modtaget Delegationsplan for Miljø- og Planlægningsudvalgets område.

Opgavebeskrivelsen ser ganske fornuftig ud, og det bliver spændende, at se advokaternes svar på disse 3 områder.

Men det bliver vel endnu mere spændende at se, hvad der sker på henholdsvis Økonomiudvalgets og Kommunalbestyrelsens møder den 9. november.

da_DKDansk