Posted in

Beboerne vil anke Kommunens afgørelse

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©

Den kreds af borgere der har gjort indsigelse i sagen om arealoverførsel mellem Svendsvej 6 og 8A, har valgt at anke afgørelsen til Planklagenævnet.

Det oplyser Jens Poulsen og Birgitte Dyreborg, Margrethevej 8 2960 Rungsted Kyst, Christian og Hannah Hvidt, Margrethevej 10 2960 Rungsted Kyst i en pressemeddelelse til Hørsholmnyheder.dk.

I pressemeddelelsen skriver de følgende: “Efter at have nærlæst Hørsholm Kommunes dispensation af 7.11.2019 til arealoverførsel mellem Svendsvej 6 og 8A har den kreds af borgere, der har gjort indsigelse i sagen, valgt at indanke sagen overfor Planklagenævnet – og dette med opsættende virkning.

Borgerne mener, at Kommunen ved først at have igangsat en juridisk undersøgelse, om hvorvidt Kommunen handler i overensstemmelse med loven, for kort herefter, samme dag, at meddele dispensation i en sag, der indgår i selvsamme undersøgelse, ikke har handlet anstændigt og ansvarligt. Anstændigt og korrekt ville være at afvente undersøgelsens resultat inden en eventuel dispensation i sagen blev givet.

Beboerne er ligeledes fortørnede over, at Kommunens dispensation til en arealoverførsel gives på baggrund af fejlagtige oplysninger.

Sagen har i forhold til Byplan 6 drejet sig om hovedpunkterne grundstørrelse og bebyggelsesgrad.

Grundstørrelsen for den i sagen omhandlede matrikel er 20% (203 m²) mindre end hvad byplanen kræver, hvilket borgerne mener er i en størrelsesorden, der ikke er hjemmel til at dispensere fra jf. Byplanen.

Bebyggelsesgraden på Svendsvej 6 angiver Kommunen i sin afgørelse til at være 20,8% mod byplanens maksimale tilladte 20%. Men Kommunens opgørelse på 20,8% er ikke korrekt, hvilket er skriftligt påpeget flere gange under sagens forløb.

Ejeren af Svendsvej 6 Jan Klit har undladt at rette husets, gennem længere tid, fejlagtige BBR data – data som Kommunen har truffet sin afgørelse efter. Bebyggelsesgraden efter en arealoverførsel er snarere 23,8 % – overdækkede arealer heri medregnet. Den samlede ejendom er således overbebygget med 41 m². Dette mener vi heller ikke der kan dispenseres fra.

Bebyggelsesgraden er summen af overdækkede arealer, beboelsesdelens grundflade og grundfladen af ejendommens anførte garage.

Omtalte billede af garagen – Foto: Peter Brandi©

En garage fra 2010, der i kraft af sin fysiske udformning, ikke kan benyttes som garage, som det fremgår af Pressens fotodækning af sagen, men nok snarere har en boliganvendelse, hvilket heller ikke fremgår af BBR meddelelsen, med hvad heraf følger.

En ejendomsejer har pligt til at påse, at den pågældende ejendom er registreret korrekt i BBR registret.

Vi borgere mener, at det er uacceptabelt, at en folkevalgt politiker, og formand for Miljø og Planlægningsudvalget MPU i Hørsholm Kommune medvirker til, at en så omdiskuteret og tvivlsom sag, afgøres på et fejlagtigt og retsstridigt grundlag.

Jan Klit opfordres til at fremlægge aftalen om dennes salg af grund, således at Hørsholms borgere kan forholde sig til profitten opnået ved manøvren.

Samtidig opfordres Kommunen til at bekræfte, at Kommunalbestyrelsen, rent faktisk, aldrig har vedtaget en dispensation i denne sag.”

Klagerne ønsker, at klagen får opsættende virkning. Vi spurgte direktør for By- og Ejendomsudvikling Ole Stilling om advokatundersøgelsen ville få opsættende virkning, og vi fik svaret at der er ikke tale om opsættende virkning, da det er en administrativ sag, som er gennemført i henhold til gældende praksis. 

Så det bliver spændende at følge den videre udvikling af sagen.

da_DKDansk