Af Lisbet Hein – Foto: Hørsholms nye gågade 1969 (Hørsholm Lokalarkiv)
I 1972 åbnede Hørsholm Midtpunkt, der hurtigt blev kommunens vigtigste butikscenter.
Baggrunden for opførelsen var den eksplosive vækst, Hørsholm Kommune var inde i omkring 1970. I begyndelsen af 1960’erne boede der 6.000 i kommunen – i slutningen af 1970’omkring det tredobbelte.

Hørsholm Bymidte forvandles
For den lokale handel betød befolkningsvæksten store muligheder – men samtidig mærkede man knivskarp konkurrence fra Hovedstadens stormagasiner og forretninger. Og omkring 1970 meldte Lyngby sig på banen med det planlagte Storcenter, som man kunne nå fra Hørsholm på et kvarters tid. På det tidspunkt var der stadig en provinsby-præg over Hørsholm, men så opdagede en gruppe investorer potentialet i at få opført et moderne butikscenter Hørsholm. Det blev det nuværende Hørsholm Midtpunkt.

Hørsholm Midtpunkt

Gamle beboelses- og erhvervsejendomme i Usserød Kongevejs sydlige ende blev revet ned for at gøre plads til centret og til parkeringspladser til kunderne. Projektet var ikke så stort som konkurrenten i Lyngby, man satsede på et mere overskueligt indkøbscenter, med et mere let og luftigt præg. Oprindeligt var det planen, at centret ikke skulle overdækkes, men fungere som et åbent byrum. Inden færdiggørelsen i 1972 blev planen dog ændret og Midtpunkt fik et glastag, der skærmede butikker og kunder mod vejrliget. Hørsholm Midtpunkt sugede fra starten mange af byens eksisterende forretninger til sig – foruden adskillige nye. Centret blev hurtigt populært, ikke mindst fordi det ikke bare rummede detailforretninger, men også apotek, posthus og bibliotek.

Klædefabrikgrunden

Lige syd for det nye Hørsholm Midtpunkt lå endnu i 1972 den store Hørsholm Klædefabrik. Fabrikken var under afvikling, og i 1976 lukkede den endeligt. En stor del af produktionsbygningerne blev revet ned, og først i 1988 blev dette ”hul” i bymidten lukket med opførelsen af Codanhus, Trommen og Hørsholm Bibliotek.