Hørsholm Kirke – Foto: Peter Brandi©
Her bringes en oversigt over aktiviteter, i Hørsholm Sogns regi i februar måned
Søndag den 9. februar kl. 10:00
Hørsholm Kirke
Højmesse: Hvordan bruger vi den tid vi får
Kristian von Spät
Lignelsen om de betroede talenter udfordrer os til at se på, hvordan vi bruger den tid, vi får. Næsten dukker op – og hvad gør vi med ham eller hende? Det ansvar slipper vi ikke for.
Søndag den 16. februar kl. 10:00
Hørsholm Kirke
Højmesse: Det mindste frø kan blive den største plante
Per Melhof
Jesus’ forkyndelse rummer to modsatrettede ideer. Den ene er, at vi mennesker hverken kan gøre fra eller til i livets vigtige forhold: Vi kan ikke for alvor sikre os, men er henvist til det liv og den lykke, Gud under os i en verden, han har skabt og skabt os til at leve i. Vi er – bare en anelse ud over hverdagens korte dagsorden – åbenlyst magtesløse.
Søndag den 23. februar kl. 10:00
Hørsholm Kirke
Højmesse: Jesus bærer vores lidelse
Kristian von Späth
Midt i fasten samles vi om en tekst, der peger frem mod påske: Jesus helbreder den blinde tigger foran Jerikos porte, så han kan se. Det er et tegn for dem, der stod omkring ham dengang og et tegn for os, der hører det i dag, på at Jesus vil tage lidelsens og dødens byrde fra os alle.
Tirsdag den 25. februar kl. 19:00 – 21:00
Hørsholm Sognegård
Foredrag: Næstekærlighed som drivkraft ved Eva Riedel
Drevet af frustration over et støt stigende antal unge hjemløse og i erkendelse af sit eget netværks styrke, forlod Eva Riedel fra Rungsted sin 20-årige topkarriere i finansverdenen for at skabe en innovativ social løsning for unge hjemløse mellem 18 og 29 år.
Hun stiftede foreningen Hellebro, der med 25 frivillige tilbød gratis mad, omsorg, hjælp og rådgivning i et værested. Det blev hurtigt klart, at det er svært for de unge at klare livet, job og skole uden en seng.
Eva Riedel udviklede derfor et Social Impact Investment Project, der nu næsten 5 år senere står klar med værested, herberg, kontorhotel og snart udslusningsboliger til de unge.
Det har været en hurtig og skrap rejse. Kom og hør hvor vidt det kan drives, når næstekærligheden manifesterer sig til gavn for alle. Entré 50 kr. (kontant eller med MobilePay) I forbindelse med foredraget serveres et glas vin!
Torsdag den 27. februar kl. 19:30
Hørsholm Kirke
Ro til tro
Le Klint
Ro til tro er en stille stund til eftertanke i Hørsholm Kirke. Dørene åbnes kl. 19.30, hvor der bliver spillet stille klassisk musik. Du kan tænde et lys for nogen eller noget samt skrive din egen bøn, som vil blive læst højt undervejs. Selve gudstjenesten begynder kl. 20. Vi synger et par salmer eller sange, holder to gange 4 minutters stilhed, lytter til musik, til poetiske ord om livet samt til hinandens bønner og afslutter med en fælles bøn:
Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting,
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan
og visdom til at se forskellen.
Efter stillestunden kl. ca. 20.30 byder kirken på kaffe, te og chokolade
under orglet.