Posted in

Åbent hos Kajens Fisk & Vildt på Rungsted Havn

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©

Der var travlhed på den første åbningsdag, der kom en lind strøm af glade kunder, og der blev langet både fisk og gode råd over disken.

Christian Reiche (tv), Finn Sommer (im) Casper Reiche (th) – Foto: Peter Brandi©

Brødrene Casper og Christian Reiche skaber, sammen med Finn Sommer, en fantastisk positiv stemning i forretningen og blandt kunderne, så det er en fornøjelse at komme på besøg.

Suzanne Valeur – Foto: Peter Brandi©

Brødrene Casper og Christian har tidligere arbejdet sammen på havnen, men nu er det med foden under eget bord. De har forhandlet om overtagelse af forretningen siden slutningen af oktober, så det har været et langt forløb, der pludselig blev lidt for spændende, da en ny potentiel køber, meldte sig på banen i 11. time. Dog lykkedes det for brødrene at sikre sig forretningen. Til glæde for dem, og for de borgere der ønsker kvalitetsfisk.

Jeg spurgte Suzanne Valeur om, hvorfor hun handler der. ”De har simpelt hen verdens bedste fisk, og den allerbedste betjening”, sagde Suzanne med overbevisning. Så det er bestemt ikke nogen dårlig start.

Christian Reiche (tv) og Casper Reiche(th) – Foto: Peter Brandi©

Ud over brødrene, så er der som nævnt også en ældre herre ved navn Finn Sommer i butikken. Og han er bestemt ikke hr-hvem-som-helst. I 48 år drev han sammen med sin bror Leif Sommer, Brødrene Sommer som var en højt anset fiskeforretning på Østerbro. De lukkede fordi broderen ønskede at gå på pension. Men Finn mente stadig, at der var nogle gode aktive år i ham endnu. Han kom så til at arbejde sammen med Casper for 6 år siden. Så det var helt naturligt, at han også fulgte med til Rungsted.

Casper Reiche fortæller om havtasken – Foto: Peter Brandi©

Så det er et erfarent team der er kommet til havnen. I den tid jeg var i forretningen, blev der givet gode råd om ovnstegning af mørksej, om hvordan men kan give stenbiderrogn et tvist med en lage af f.eks. whisky, der blev forklaret hvordan man kan se forskellen på en Øresundstorsk og en Vesterhavstorsk.

Der var også nogle børn med på indkøb, så Casper hentede hovedet af en havtaske og viste børnene det, samtidig med at han forklarede hvordan havtasken lokker fisk til sig med den midterste af de 3 pigstråler på hovedet, og så suge dem ind. Det er vist ikke sidste gang de børn er i butikken.

Kvalitet er vigtig for Kajens Fisk & Vildt, som Casper udtrykker det ”vi vil levere kvalitetsvarer, til en fornuftig pris. Men fisk er ikke bare fisk, der er store kvalitets- og smagsmæssige forskelle, og som oftest er der også her prisforskel. Samtidig vil vi levere en personlig og faglig betjening, med alle de råd, som vi har samlet op i løbet af årene.”

Med hensyn til Take-away og den udendørs servering, så er det håbet, at vejret vil arte sig, så det bliver muligt at åbne i Påsken.

Vi byder Kajens Fisk & Vildt velkommen i kommunen.

Foto: Peter Brandi©

Fakta:

Åbningstider i butikken: Alle hverdage fr 10 – 18, lørdage 9 – 14 og søndage fra 10 – 14.

Du kan kontakte dem på tlf. 45765520 eller på deres mail kajensfiskogvildt@outlook.com.

Du kan også følge forretningen på deres Facebookside og Instagram.

da_DKDansk