Posted in

Hørsholm vinder grundspillet

Af Mads Olesen – Gritt Ryder – Foto: Markus Kluge©

Tæt på perfekt kamp af Gritt Ryder som Hørsholm 79ers vinder grundspillet i sidste kamp

Søndag aften sikrede Hørsholm 79ers endeligt grundspillet i Dameligaen, efter en koncentreret indsats mod SISU. Efter to nederlag i træk, var der ingen slinger i valsen mod SISU og Hørsholm vandt 60-104. Gritt Ryder spillede næsten den perfekte offensive kamp, efter hun scorede 29 point i træk, inden hun endeligt missede et skud sidst i tredje periode.

Hørsholm havde en plet, der skulle viskes bort, efter onsdagens store nederlag til Amager, hvor kampen om rebounds blev tabt intet mindre end 23-51 og det blev til et nederlag på 60-86. Naturligt nok blev der fokuseret på rebounds mod SISU, hvor den kamp i kampen blev vundet 45-24.

Caroline Borneman – Foto: Markus Kluge©

-Man kan mærke fra da vi tabte mod Amager, der har vi taget os sammen, sagde forward Caroline Borneman efter kampen. Det kan godt være, vi kun har nået to træninger, men det gjorde meget, at vi fik et wake-up call.

Hørsholm startede med at sætte ni point på tavlen inden SISU fik scoret derfra blev udeholdets føring langsomt bygget større. Der blev kæmpet om boldene og lagt pres på i forsvaret og da skuddene samtidig gik i, kom Hørsholm foran 34-58 kort før halvleg.

Især Gritt Ryder virkede tændt på at viske tavlen ren. Hørsholms anfører gik forrest i både forsvar og angreb og især i sidstnævnte udmærkede hun sig. Det blev til 22 point inden pausen og sidst i tredje periode ramte hun 29 point – uden at have misset et eneste skud. I alt smed hun 35 point i kurven.

Det blev ikke til en perfekt kamp for anføreren, da hun efter ni scoringer og syv straffekast endeligt missede en tre’er, men det er en af de bedre offensive præstationer, vi har set i denne sæson.

Hørsholm fortsatte med at udbygge føringen genne manden halvleg på baggrund af god rebounding og holdspil. Ved starten af fjerde periode havde Hørsholm 17 assists mod SISUs 5, og gæsterne var foran 48-83.

For SISU var det især Anna Mogensen og Taylor Gleason, der præsterede. Mogensen, der inden denne sæson kom hjem fra et collegeophold i Florida, scorede 19 point, med en skudprocent på 58, mens Gleason havde 18 point på 11 skud.

Hørsholm vandt til slut med 60-104 og kunne dermed i grundspillets sidste kamp endeligt sikre førstepladsen, der betyder hjemmebane i semifinaler og eventuelle finaler, men også en måneds kamppause, mens der spilles kvartfinaler. Næste hjemmekamp for Hørsholm er 25. marts i semifinale nummer et af op til fem, mod vinderen af kvartfinalen mellem Aabyhøj og Værløse.

Topscorere:

SISU: Anna Mogensen 19, Taylor Gleason 18, Josefine Shubart 9

Hørsholm: Gritt Ryder 35, Alyssa Rader 12, Sidney Rielly 11

da_DKDansk