Af Peter Brandi – Arkivfoto: Peter Brandi©
Et enigt Sport-, Fritid- og Kulturudvalg besluttede på sit møde den 22. april at aflyse årets Sankt Hans arrangement og Kulturdagen, som ellers var planlagt til den 5. september.

”Det er virkelig ærgerligt, at Corona-krisen begrænser vores fælles muligheder for samvær i Hørsholm Kommune. Sankt Hans og Kulturdagen er begge eksempler på arrangementer som er med til at binde os sammen og vi kommer til at savne fællesskabet og arrangementerne”, udtaler Nadja Hageskov, formand for Sport- Fritid- og Kulturudvalget på vegne af hele udvalget.
Sankt Hans arrangementet vil ikke kunne afholdes inden for de nuværende retningslinjer for samvær udendørs. Kulturdagen lå den 5. september, og den lå således uden for den foreløbige tidsramme for forbud mod større forsamlinger, som staten har udstukket. Imidlertid er udvalget enige om at aflyse arrangementet nu, og derved reducere de økonomiske omkostninger til Kulturdagen, fremfor at fortsætte planlægningen, bookning af underholdning, scener, telte osv. – og så blive stillet overfor aflysning senere hen.

”Vi er i udvalget enige om at kigge på, hvordan de ikke forbrugte midler kan bringes i spil inden for Sport- Fritid- og Kulturområdet. Mange aktører på det kulturelle område er nødlidende som følge af Corona, og vi tørster alle efter at kunne genoptage sports- fritids- og kulturelle aktiviteter igen, når situationen tillader det. Derfor giver det god mening for os, at begrænse udgifter og risici for aflysninger af Kulturdagen, og så reservere pengene til noget andet,” udtaler Nadja Hageskov.
Det bliver spændende at se, hvornår det så kan lade sig gøre, at gøre noget sammen.