Af Peter Brandi – Flagdagen 2019 – Foto: Peter Brandi©
Forleden dag aflyste Hørsholm Kommune arrangementerne i forbindelse med såvel Sct. Hans aftens som Kulturdagen. Men Flagdagen søges fortsat gennemført.
Den Nationale Flagdag er den dag, hvor vi hædrer de personer, der er, eller har været, udsendt på mission af Danmark. Sidste år var det 10. gang man festligholdt Flagdagen.
Flagdagen er altid en 5. september, hvilket i år ville have betydet et sammenfald mellem Flagdagen og Kulturdagen, der begge var planlagt til den 5. september.
Flagdagen er en dag som Hørsholm Kommune markerer.
De foregående år har kommunen, Veterancafé Hørsholm og andre samarbejdspartnere markeret flagdagen på højtidelig og festlig vis på Hørsholm Rådhus. Kommunen meddeler i en pressemeddelelse at det fortsat er planen at markere flagdagen i 2020. Hørsholm Kommune og Veterancafé Hørsholm er i dialog om, hvordan dette kan ske under hensyntagen til corona-situationen.
Vi ser frem til, at vi igen i år får lejlighed til at vise respekt for de, som har påtaget sig at arbejde for Danmarks sag i verdens brændpunkter.