To smittetilfælde på skole og gymnasium

#

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©

I weekenden fik Hørsholm Kommune bekræftet to af hinanden uafhængige smittetilfælde med COVID-19. Det drejer sig om to elever i alt, én på hhv. Hørsholm Skole og Rungsted Gymnasium.

Eleven på Hørsholm Skole, som er smittet, er elev i udskolingen og har været hjemme siden onsdag d. 2. september på grund af symptomer. Den pågældende elevs klasse og lærere er blevet sendt hjem for selv at blive testet. Skoleleder Ane Christine Larsen udtaler: ”Der er et godt og tæt forældresamarbejde på skolen, og skolen har derfor kunne reagere hurtigt på information omkring smitten.”

På Rungsted Gymnasium er der tale om en elev i 1. g, som er testet positiv, og vedkommende har også været hjemme siden onsdag d. 2. september. Den pågældende elevs klasse er ligeledes hjemsendt med besked om at blive testet. Hele klassen undervises virtuelt fra i mandags den 7. september, ligesom de to lærere, der har haft klassen i den forløbne uge, underviser virtuelt hjemmefra.

Klasserne samt lærere møder først igen, når alle er testet negative.

Rektor på Rungsted Gymnasium Ruth Kirkegaard siger:
”Vi har i går aftes fået besked om, at en elev i 1.g er smittet med COVID-19. Vi har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed lagt en klar handlingsplan for håndteringen. Jeg vil gerne takke den smittede elev og familien for hurtigt og korrekt at informere skolen, så vi har kunne reagere rettidigt. Resten af skolens undervisning videreføres helt som planlagt, mens vi fortsætter vores tiltag og opmærksomhed på god håndhygiejne og afstand.”

Rektor og skoleleder er i tæt dialog med medarbejdere, forældre og elever på de respektive uddannelsesinstitutioner, og Hørsholm Kommunes krisestyringsstab følger situationen tæt.

Både Hørsholm Skole og Rungsted Gymnasium følger naturligvis Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

da_DKDansk