Af Jan H. Klit, Formand for Miljø og Planlægningsudvalget C) – Foto: Peter Brandi©
Nej, Kokkedal stationsområde skal ikke udvikles til at blive en reminiscens af Ishøj. Jeg syntes i øvrigt ikke at Ishøj er et specielt dårligt område, som skal tales ned.
De muligheder, i forhold til byudvikling mv. der lige nu ligger på “tegnebrættet”, skal selvfølgelig ikke bidrage til at skabe et dårligt område, men derimod skabe et attraktivt byrum og kunne tilføre området noget vi ikke har i dag.
Jeg tror mange politikere, og faktisk bredt repræsenteret, derimod er meget optagede og interesserede i, at skabe et unikt og dejligt område. Udnyttelsesgraden og faciliteterne på stedet kan dog selvfølgelig være forskellige afhængig af det perspektiv man anlægger.
Det kan sagtens være, at det udbudsmateriale der måske bliver sendt i udbud, stadig er for voluminøst og for ambitiøst. Skulle det vise sig at være tilfældet, så vil dette selvfølgelig blive tilpasset. Med andre ord, så er udvikling af Kokkedals stationsområde efter min bedste vurdering en spændende mulighed for at skabe et meget attraktivt område med forskellige tilbud.
Dette er efter min bedste vurdering en oplagt mulighed for at skabe noget unikt, for – nej ingen er interesserede i at ”smadre” dette område. Vi skal derimod skabe noget vi som kommune ikke har i forvejen.
Med andre ord skal vi kunne tilføre området nogle nye spændende og visionære kvaliteter, hvilket efter min opfattelse til fulde afspejles i det konkurrenceprogram, som, lige nu, ligger som udkast til mange forskellige kvalitetsparametre som skal sikre en bæredygtig byudvikling.
Så nej, området skal ikke smadres, men løftes til et endnu bedre niveau.