Amager sender semifinaler i afgørende kamp med sejr over Hørsholm

#

Af Mads Olesen – Arkivfoto: Markus Kluge©

Semifinaleserien i basketball mellem Hørsholm og Amager skal ud i en tredje og afgørende kamp, efter Amager onsdag aften dominerede i Hørsholmhallen og udlignede serien til 1-1 med en sejr på 64-74.

Amager sad på alt i første halvleg, fra første boldberøring, hvor Rikke Fabricius ramte et layup. Viso, Fogelstrøm og Ribarich fulgte op på vej mod en Amagerføring på 11-0, inden Tullin fik Hørsholm på tavlen. Det fik dog ikke Hørsholm mere med i kampen, idet hjemmeholdet denne aften intet svar havde for Ribarich i forsvarsenden og ikke kunne finde et frit skud i angrebsenden.

Ribarich sluttede første halvleg med 14 point og otte rebounds og når hun ikke lagde bolden i selv, skabte hun plads for de andre Amager-spillere, fordi Hørsholm konstant var nødt til at hjælpe ind på hende. Det skabte åbne skud bag tre’eren, hvor Amager satte fire af ti forsøg inden pausen.

Hørsholms procenter i den anden ende kunne næsten ikke være værre. Kun 8 af 35 skud fandt bunden af rusen, og bag tre-points linjen gik kun to 15 forsøg i, hvilket betød, at Hørsholm var bagud 20-44 ved pausen.

Hørsholm startede til gengæld anden halvleg som lyn og torden. Hjemmeholdet scorede halvlegens første 13 point, anført af Elisabeth Brynaa og Gritt Ryder og syv minutter inde kunne Anne Hee reducere til 38-48 på en tre-pointer.

Amager missede også det næste skud, men Ribarich tog rebounden og lagde den i, og så kom Amager i gang igen. Fogelstøm fulgte op med en tre’er og Seilund med et straffekast og så var forspringet igen på 16 point, 38-54.

Resten af kampen bølgede frem og tilbage, uden at Hørsholm kunne komme tæt på. Amagers forspring voksede til over 20 point tre gange, men Hørsholm fik svaret igen og reducerede nederlaget til 64-74.

Serien går nu ud i en tredje og afgørende kamp, der spilles søndag 14:30 i Amagerhallen.

Også den anden semifinale går i afgørende kamp, da Aabyhøj her til aften slog BMS Herlev 73-62.

da_DKDansk