Af Peter Brandi- Foto: Lars Wallin©
På grund af høje smittetal lukker Hørsholm Kommune og dele af det lokale erhvervsliv midlertidigt ned fra i dag søndag den 9. maj 2021. Nedlukningen ophæves, når kommunen syv dage i træk er under den testkorrigerede incidens på 250 smittede.
Regeringen fik i går opbakning i Folketingets Epidemiudvalg til at nedlukke dele af det lokale erhvervsliv i Hørsholm Kommune fra søndag d. 9. maj.
Borgmester Morten Slotved udtaler:
”Det er virkelig en tung situation, som ingen af os ønsker. Erhvervslivet i Hørsholm Kommune havde fortjent al den medvind som de kunne ønske sig. Både erhvervsliv og borgere havde set frem til en mere normal hverdag, som vi nu må undvære. Vi skal hurtigst muligt tilbage til den genåbningsplan som resten af landet følger og jeg kan kun opfordre til, at Erhvervsministeriet har sit blik stift rettet mod Hørsholm og hele tiden følger med, så vi kan åbne så snart som det er muligt.”
Er du erhvervsdrivende i Hørsholm og mangler svar? Så har du mulighed for at ringe til Erhvervsstyrelsens COVID-19 hotline på tlf. 7220 0034. Hotlinen er åben man-fredag i tidsrummet 8.30-16.00 (fredag dog 9.00-15.00).
Følgende trådte i kraft i dag søndag:
- Lukning af udvalgsvarebutikker i kommunen
- Lukning af forlystelsesparker mv. i kommunen
- Lukning af serveringssteder i kommunen
- Lukning af indkøbscentre, arkader, basarer og stormagasiner i kommunen
- Lukning af liberale serviceerhverv og køreskoler i kommunen
- Lukning af konferencer og møder i kommunen
- Private arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra så vidt muligt
Nedlukningen omfatter ikke dagligvarebutikker, take away og butikker, hvor der sælges medicinsk udstyr. Derudover er det muligt for udvalgsvarebutikker at holde åbent for erhvervskunder og click & collect.
Når Hørsholm kommune i syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 250 smittede, ophæves nedlukningen. Kriterierne for nedlukning er anbefalet af Statens Serum Institut og er vurderet ud fra den aktuelle smittesituation. De vil løbende blive vurderet og justeret efter behov på baggrund af erfaringer og epidemiens udvikling.
Stadig mulighed for at få kompensation
Der er desuden mulighed for, at virksomheder, der tidligere har været lukket ned, kan forblive lukket, hvis de vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at åbne. De vil kunne modtage op til 90 pct. i kompensation for de faste udgifter, og 90 pct. af den tabte omsætning i selvstændigordningen.
Virksomhederne kan også fortsat benytte sig af den generelle lønkompensationsordning, hvor der kan søges om kompensation for 75 pct. af lønnen for funktionærer og 90 pct. af lønnen for ikke-funktionærer, dog maksimalt 30.000 kr. om måneden.
Læs mere om nedlukningen af det lokale erhvervsliv på Erhvervsministeriets hjemmeside