Af Jan Klit (C), formand for MPU – Foto: Peter Brandi©
”Venstre beklager, at der ikke var politisk vilje til kompromis … om lokalplanerne”, siger de.
Så siger jeg: ”Konservative beklager, at der ikke var politisk vilje fra Venstre til selv at komme med et kompromis”. Man når jo ikke et kompromis ved bare at stå fast på eller skærpe sine egne krav. Vi har i måneder forsøgt at lytte os til en åbning fra Venstres side, men forgæves – og tro mig, det har været forsøgt rigtig mange gange. Der har været afholdt mindst 3 ekstraordinære møder i forsøget på at indgå kompromisser, idet vi selvfølgelig gerne ville have haft Venstre med.
Lad det ligge. Men der er en anden ting i Venstre indlæg, som også andre har været inde på, nemlig, at ”dispensationer” fra mindstegrundstørrelsen (osv.) ”vil fortsætte”, uanset de nye lokalplaner.
Altså: Vi vedtager ikke nye lokalplaner med den ene hånd for så straks derefter at tillade dispensationer fra de nye regler med den anden hånd – og det er uanset hvem, der sidder i MPU eller i Administrationen! Venstres og andres mistillid til resultatet af en demokratisk proces og angrebet på vores Administration er urimelig og uklædelig.
På min vagt skal vi nok håndhæve de nye lokalplaners klare og præcise regler, som vedtaget – til gavn for kommunens fortsatte udvikling og med respekt for borgernes ejendom. Det har som tidligere nævnt været en god og spændende proces med mange gode input undervejs, hvilket heldigvis også afspejles i de netop vedtagne lokalplaner.