Posted in

DF: Nej tak til planerne for Kokkedal Station.

Skrevet af Glen Madsen (O) medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm – Foto: Peter Brandi©

Om kort tid præsenterer flertalspartierne deres planer for området omkring Kokkedal Station. Af disse planer vil det fremgå, at de nuværende grønne og åbne områder omkring stationen vil blive udskiftet med mursten og beton. Nogle steder vil bygningerne rage helt op i 4-5-6 etagers højde. De planer er Dansk Folkeparti imod!

I Dansk Folkeparti har vi længe kæmpet for at gøre Kokkedal Station og området omkring mere trygt. Derfor skubbede vi også på for, at vi hurtigst muligt fik en funktionel og komplet kameraovervågning af området. Det lykkedes heldigvis sidste år.

I Dansk Folkeparti hilser vi en institution / et friplejehjem samt kollegieboliger og flere p-pladser velkommen. Men vi vil ikke være med til at udskifte hver en grøn og åben plet omkring stationen med bebyggelse for at tilfredsstille en udvalgt bygherre.

Heldigvis er sidste ord ikke sagt i denne sag, når flertallet har stemt deres projekt igennem og borgmesteren har underskrevet kontrakten. Det er tidsmæssigt nemlig ikke muligt at stemme lokalplanen igennem før kommunalvalget i november. Derfor bliver din stemme d. 16. november helt afgørende for, hvad der skal ske omkring Kokkedal Station?

En stemme på Dansk Folkeparti vil være en klar stemme imod en helt ny bydel og massivt byggeri ved Kokkedal Station. En stemme på Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre vil med sikkerhed være det modsatte. Valget er dit.

da_DKDansk