Af Peter Brandi – Foto: Glifberg-Lykke
I samarbejde med de unge i Hørsholm og skateboardlegenden – og OL-deltager, Rune Glifberg, begynder Hørsholm Kommune nu etableringen af en specialdesignet skatebane. Den er placeret på den gamle nedslidte skatebane og står klar i sommerferien.
Siden 2008 har skatebanen i Hørsholm været én af de mest populære idrætsfaciliteter i kommunen. Men efter ti års intensiv brug af banen er det dog tid til at skifte den gamle sorte del af banen ud med en ny, som nu er klar til at blive bygget.
Centerchef for Kultur, IT og Digitalisering Henrik Duus Rosengreen i Hørsholm Kommune fortæller: ”Lige siden vi lavede den første skatebane, har det været et klart mål at inddrage de unge i processen. Med denne nye bane har vi taget brugerinvolvereingen til nye højder, og engageret Danmarks vel nok bedste skater Rune Glifberg, til at undersøge, udfordre og synliggøre de unges ønsker og behov. Rune har sammen med en gruppe skatere tegnet, omplaceret og gentegnet banen, for endelig at finde det præcise flow, som skaber den bedste bane . Vi ved nemlig af erfaring, at det det skal være skatere som bygger til skatere – så man sikrer de fede curves i banen.”
Hørsholm Kommune valgte at indgå samarbejde med design- og entreprenørfirmaet ”Glifberg-Lykke”. Projekt-og entrepriseleder Ebbe Lykke siger: ”Egentligt havde vi workshop, design, aftaler og levering på plads i efteråret 2020, men grundet COVID19 opstod der pludselig mangel på stål, hvilket har forsinket processen en del. Men nu er vi klar til at levere – og jeg kan garantere, at det bliver en virkelig fed bane, som vi er meget stolte af at give tilbage til de unge og sætte på vores CV.
På trods af at den nye bane er designet til stedet og indgår som en naturlig del af den lavere liggende betonbane, er den faktisk flytbar. Ebbe Lykke siger ”Opdraget fra Hørsholm Kommune gik på at den skulle være mobil, hvis man senere vil benytte arealet til et andet formål. Derfor står den på et stålfundament, som er relativt let at samle og skille ad. Således kan man pille den ned og stille den hvor som helst. Stålet garanter også en meget lang levetid med minimal vedligeholdelse – så det er lidt en win/win situation.”
Inden Rune Glifberg drager til OL i Tokyo, melder han: Det er fedt at kunne sætte sit præg og signatur på en bane samme år, som jeg rejser til OL, hvor det er første gang i historien at skateboarding er på programmet. Når det er sagt, er det faktisk de unge i Hørsholm, som har designet banen, så det er deres bane!
Stålelementerne er nu sat på en blokvogn og på vej mod Stadionallé i Hørsholm.
Lørdag d. 14. august fra 11 – 13 indvies skatebanen i Hørsholm Idrætspark.