Nu kan det ikke blive vildt nok på Usserød Skole

#

Af Metha Loumann – Pressefoto

Temaet for årets store, nationale Naturvidenskabsfestival er ”Helt vildt”. I den sidste uge i september udforsker tusindvis af skoleelever over hele Danmark den vilde natur. På Usserød Skole skal eleverne fra 1. til 4. klasse blandt andet bygge en hel ”insekt by”.

Skal man blive klogere på, hvad biodiversitet egentlig er, er der kun én vej frem: Man må ud i naturen med alle sanser. På Usserød Skole skal 1. til 4. klasse blandt andet zoome helt ind på at undersøge det vilde. De skal se en snegls fod og mund, de skal høre regnormen bevæge sig og undersøge, hvor meget en myre kan løfte. 

Alle 200 elever skal i løbet af ugen også bygge en ”insekt by” med insekthotel, insektbar, polibi og guldsmed på skolen. De skal undersøge fuglenes liv og konstruere fuglekasser, som skal hænge på skolen – og senere kan de følge, hvilke fugle der flytter ind, og om de kan leve af insekterne. 
  
”Vi får mulighed for at benytte samtlige sanser til at lære alt det på en uge, som vi nogle gange skal bruge år på. Vi har optimale forhold til at sætte spot på Verdensmål, bæredygtighed, biotoper og vores egen indsats for en renere planet,” siger lærer Birgit Kirstrand.
 
Viden og handlekraft
I alt deltager omkring 130.000 børn og unge over hele Danmark i den store, nationale Naturvidenskabsfestival under temaet ”Helt vildt”. I uge 39 arbejder eleverne i tusindvis af forskellige varianter og projekter med både den vilde og den tæmmede natur og undersøger, hvordan vi mennesker påvirker miljøet lokalt og globalt. 
 
”Alle taler om natur, biodiversitet og bæredygtighed. Men uden viden og handlekraft hos den enkelte helt ned i børnehøjde, dør det hele hurtigt ud igen. Her får eleverne alle sanser i spil, når de arbejder fysisk med naturens elementer. På den måde oplever de, at naturfag kan bruges til at påvirke deres egen hverdag og skabe forandringer,” siger projektleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Ea Eskildsen. 
 
I år kommer Naturvidenskabsfestival i høj grad til at bidrage til et grønnere, vildere og mere insektvenligt Danmark. Så godt som alle deltagere i Naturvidenskabsfestival har nemlig lige som Usserød Skole valgt at følge temaet ”Helt vildt”.
 
Hvert år er festivalen en fejring af naturfagene helt ned i detaljen, samtidig med at eleverne får følelsen af at være med i noget større. Det er en uge med højt til himlen, hvor der bliver sat spot på naturfagene på nye, overraskende måder. 
 
”For eleverne kan Naturvidenskabsfestival være en øjenåbner for naturens betydning for menneskets overlevelse og omvendt, men også for, hvad naturfag kan bruges til. For lærerne er det en chance for at hente inspiration til nye måder at undervise i naturfag på, og for forældrene – tja, måske kommer der et glad barn hjem fra skole med snavsede gummistøvler på”, siger Ea Eskildsen. 
 
Usserød Skole har fået knap 15.000 kr. af Poul Due Jensens Fond til at købe materialer til festen for. Årets store fejring af naturvidenskaben og dens muligheder foregår fra d. 27. september til d. 1. oktober og arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter, der bistår skolerne med undervisningsforløb, materialer og inspiration. Festivalen er 100 procent fond-finansieret. 

da_DKDansk