Hvorfor al den manipulation om ældreområdet?

#

Skrevet af Glen Madsen (O) medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm – Foto Peter Brandi©

Nej! Normeringen på Hørsholms plejehjem er ikke bedre end nabokommunernes! Men står det til mig, så skal de være det. Ældre fortjener i den grad mere omsorg, nærvær og livsglæde.

På sn.dk den 20. oktober skriver Hørsholms velfærds- og kulturdirektør Jan Dehn, at normeringen på Hørsholms plejehjem er bedre end i nabokommunerne. Øjensynligt baseret på den seneste rapport fra VIVE (2017).

Direktørens udsagn går dog imod information, han selv har leveret til Kommunalbestyrelsen i løbet af 2021.

I forbindelse med den netop overståede budgetproces viste en opgørelse, at der i dagtimerne er 2,5 ældre pr. medarbejder. I marts måned blev Kommunalbestyrelsen tilsendt et notat, der viste, at Allerød, Frederikssund, Halsnæs og Helsingør alle havde en bedre normering end det. Hillerød og Gribskov havde en dårligere normering.

Det er uklædeligt for debatten, når der bevidst bruges vildledende data for at fremme en fortælling om, at ældreplejen, trods massive besparelser de foregående 11 år, er i top – og så endda af en direktør.

I Hørsholm har regneark længe været udgangspunktet for ældrepolitikken. Jeg ønsker en ny kurs, hvor udgangspunktet i stedet bliver de ældres bedste – deres mulighed for mere livskvalitet og selvbestemmelse. Jeg synes ganske enkelt, vi skylder dem det.

da_DKDansk