Pressefoto
Hør om den banebrydende danske seismolog, matematiker og jordskælvsekspert Inge Lehmanns liv og forskningskarriere, når Hørsholm Bibliotek endnu engang inviterer til livestreaming fra Aarhus Universitet tirsdag den 9.11. kl. 19.00 i Lilletrommen.
Inge Lehmann – en banebrydende, men overset videnskabskvinde
Den for mange næsten ukendte videnskabskvinde Inge Lehmann (1888-1993) studerede bl.a. seismiske trykbølgers hastighedsfordeling i Jordens indre på grundlag af jordskælvssignaler fra fjerne jordskælv optegnet på danske, grønlandske, europæiske og amerikanske seismografer. Lehmann blev verdensberømt ved at opdage Jordens indre kerne. Tidligere troede man, at hele kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte den skelsættende teori, at der inderst i den flydende kerne er en indre kerne, der har andre fysiske egenskaber end materialet i Jordens andre dele – altså skallerne udenom.
Inge Lehmann blev internationalt kendt for sin forskning før hun blev kendt i Danmark. Da hun i 1950’erne blev inviteret til USA for at forske, kom hendes arbejde ydermere til at spille en rolle under Den Kolde Krigs atomvåbenkapløb. Desuden studerede hun også Jordens ydre, stive stenskal – kaldet lithosfæren – i Europa og Nordamerika og har fået opkaldt en skilleflade efter sig, Lehmann-diskontinuiteten. Som 99-årig udgav Inge Lehmann sin sidste videnskabelige artikel. Hun døde i 1993 og blev 104 år. Inge Lehmann ligger begravet på Hørsholm Kirkegård.
Forfatter møder geofysiker
I foredraget vil forfatter Lotte Kaa Andersen give os udpluk af Inge Lehmanns liv og forskningskarriere med afsæt i sin biografiske roman om Inge Lehmann, ‘Den inderste kerne’, som hun udkom med i maj 2021. I sin research til bogen har Lotte bl.a. talt med Inge Lehmanns familie og fået adgang til private breve, personlige papirer og en dagbog som ingen kendte til. Undervejs vil geofysiker David Lundbek Egholm redegøre for relevante geovidenskabelige aspekter for at forklare Inge Lehmanns forskningsresultater og deres betydning.
Det er gratis at deltage ved arrangementet, men der kræves gratisbillet, som kan fås via Hørsholm Biblioteks hjemmeside.