Vicedirektør Michael Teit Nielsen – Foto: Peter Brandi©
Vicedirektør Michael Teit Nielsen fortæller; “om to dage starter der et meget stort arbejde med at skabe en helt ældrepleje. Det bliver spændende, krævende og udfordrende, Det er noget jeg om mine mange kolleger ser frem til.”
Arbejdet foregår med “hjemsted” i Social- og Ældreministeriet.
Forud for dette går, at Ældre Sagen for tre år siden dokumenterede, at der var ca. 73.000 ældre med væsentlige funktionsnedsættelser, der ikke modtog nogen hjælp overhovedet. De var “hjemmehjælpsløse” og et indtil da overset problem.
Med denne oplysning og med en årrække af kommunale nedskæringer i hjemmehjælp og reelt stop for byggeri af plejehjem som bagtæppe efterlyste Ældre Sagen i foråret 2019 en “New Deal”; et 360 graders eftersyn af ældreplejen. Flere midler på finansloven til kommunerne var ikke nok til at give en holdbar og tilfredsstillende løsning; der burde også ses på organiseringen af ældreplejen, visitationen (tildelingen af hjælp), borgernes retssikkerhed og meget andet.
I et partnerskab arrangerede FOA, KL, Sundhedsministeriet (der dengang også var Ældreministerium) samt Ældre Sagen et Ældretopmøde i 2020, fulgte op med udviklingsarbejde i seks forskellige spor og arrangerede derefter et opfølgende Ældretopmøde i Odense i september sidste år. De fire parter har skrevet et fælles charter, der har sat retning for udviklingen i ældreplejen.
Siden fulgte et dialogmøde i statsministerens residens Marienborg.
Og endelig annoncerede statsminister Mette Frederiksen nytårsdag, at hun ønskede et opgør med den ældrepleje, vi har i dag: “…hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent. Jeg vil derfor i aften foreslå noget vidtgående.
At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. En ny kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav”.
Ældre Sagen glæder sig over det høje ambitionsniveau!
Vicedirektør Michael Teit Nielsen udtaler. “Opgaven er stor, men heldigvis står vi ikke på bar bund, fordi vi har meget at bygge videre på i form af topmøder og charter.
I Ældre Sagen har – ikke overraskende – vores øjne rettet imod den pleje og hjælp, som den enkelte ældre med behov herfor modtager. Vi har derfor mentalt med gul tusch highlightet følgende sætning fra statsministerens nytårstale: “Lad de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver”.
Hvis dette skal blive til virkelighed, må der efter vores vurdering komme langt mere selvbestemmelse til den ældre, mere kontinuitet i hjælpen og bedre inddragelse af og samarbejde med de pårørende.
Vi ser det store arbejde, der skal foregå i tre ekspertgrupper, med involvering af adskillige ministerier og med et panel ledet af tidligere dep.chef Per Okkels, som det 360-graders-eftersyn, vi efterlyste for tre år siden, og vi kaster al den viden og den engagement ind i arbejdet, vi kan.
For det handler om at genoprette tilliden til vores generationskontrakt!”