Af Peter Brandi – Foto: Borgmester Morten Slotved (C) – Pressefoto
Udlændingestyrelsen meddeler i en pressemeddelelse mandag eftermiddag, at de vil flytte en beboergruppe af voksne udlændinge med psykiske problemer fra Center Sandvad i Vejle til Udrejsecenter Sjælsmark I Hørsholm.
Borgmester Morten Slotved (C) er forarget
Udmeldingen vækker forargelse i Hørsholm. Borgmester Morten Slotved udtaler: ”Det vil jeg ikke være med til. Jeg er dybt forarget over at Udlændingestyrelsen træffer sådan en beslutning hen over hovedet på Hørsholm Kommune. Hvor er dialogen henne? Jeg kan ikke stå på mål for denne beslutning, da jeg ved af erfaring, at det vil skabe stor utryghed i lokalsamfundet.”
Udlændingestyrelsen oplyser, at beboergruppen omfatter voksne udlændinge med omsorgs- og plejebehov, som grundet deres adfærd og/eller særlige plejebehov ikke kan rummes inden for de eksisterende asylcentre. Beboernes behov udspringer typisk af psykisk sygdom, misbrugsproblematikker, udviklingshæmning, demens, fysisk funktionsnedsættelse m.v.
Morten Slotved fortsætter: ”Sjælsmark ligger i et område med høj koncentration af flygtninge og afviste asylansøgere. Vi har Sandholm-lejren i området og et villakvarter et stenkast derfra. Infrastrukturen på Sjælsmark er ikke gearet til denne type af beboere, som kommer med så tung bagage. Det er en ommer fra Udlændingestyrelsens side.”
Gruppen består af psykisk ustabile borgere, som siden ultimo 2021 har boet på Center Sandvad i Vejle Kommune. Tidligere var gruppen indkvarteret på Station Vest A/S uden for Brovst, og før det Asylcenter Brovst og Center Sandholm. Der er løbende udskiftning i gruppen og kan omfatte udlændinge med en verserende asylsag, afviste asylansøgere, personer på tålt ophold, udvisningsdømte og personer med behandlingsdom – der er dog ikke tale om domsanbringelse. Desuden kan der i gruppen være personer, der er dømt for også alvorlig kriminalitet.
Venstre skriver i en pressemeddelelse fra Sophie Løhde:
Venstre vil ikke acceptere, at kriminelle asylansøgere flytter ind på Sjælsmark.
I går offentliggjorde Udlændingestyrelsen, at kriminelle asylansøgere flytter ind på Udrejsecenter Sjælsmark. Senest har denne gruppe været indkvarteret på Center Sandvad i Vejle. Venstre vil ikke acceptere, at de kriminelle asylansøgere skal flytte ind på Sjælsmark. Politisk ordfører Sophie Løhde (V) rejser nu sagen overfor udlændinge- og integrationsministeren, og har bedt ministeren om at deltage i et lokalt hastemøde i Hørsholm om sagen.
Da Udlændingestyrelsen sidste år ønskede at tage Center Sandvad i brug, meddelte de Vejle Kommune, at der var tale om asylansøgere med særlige behov, der skulle flytte ind. Senere kom det frem, at det var dybt kriminelle asylansøgere, der tidligere er dømt for mord og sædelighedsforbrydelser, der fremover skulle bo på centeret og bevæge sig frit rundt i lokalsamfundet.
Planen var herefter, at de skulle være flyttet til et center ved Vrå i Nordjylland i slutningen af oktober, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre, da Udlændingestyrelsen havde glemt at sikre sig, at centeret levede op til nogle betingelser, så asylansøgerne kunne flytte hen på centeret.
Nu ønsker den Socialdemokratiske regering at de kriminelle asylansøgere flytter ind på Udrejsecenter Sjælsmark. Gruppen ankommer i løbet af oktober måned, har Udlændingestyrelsen meddelt Hørsholm Kommune. Det mener Venstre er fuldstændig uacceptabelt.
”I Venstre er vi lodret imod S-regeringens beslutning om, at de kriminelle asylansøgere skal flytte ind på Sjælsmark. Vi taler om personer uden lovligt ophold, der bl.a. tidligere er dømt for mord og sædelighedsforbrydelser. De skal simpelthen ikke flytte ind på centeret og bevæge sig frit rundt i lokalsamfundet. Jeg vil kæmpe hårdt imod denne beslutning, der er helt uacceptabel”, siger Sophie Løhde (V) og fortsætter:
”Jeg rejser nu sagen overfor udlændinge- og integrationsministeren, der må redegøre for hvorfor Socialdemokratiet ønsker at placere dybt kriminelle asylansøgere på Sjælsmark”.
Venstres politiske ordfører har netop sendt en række spørgsmål afsted i Folketinget til ministeren, og har samtidig anmodet udlændinge- og integrationsministeren om et lokalt hastemøde i Hørsholm med Venstres politiske ordfører, hvor Sophie Løhde også ønsker at invitere de berørte borgere.
”Det mindste ministeren kan gøre er at møde op og forklare, hvordan og hvorfor den socialdemokratiske regering er kommet frem til den her tåbelige beslutning. Jeg ser frem til ministerens svar på mine spørgsmål og ikke mindst anmodning om et hastemøde. For det haster. Det er jo lige om lidt at de kriminelle asylansøgere står til at flytte ind på Udrejsecenter Sjælsmark”, siger Sophie Løhde (V) og fortsætter:
”Det her er desværre endnu et trist eksempel på regeringens magtfuldkommenhed, hvor de forsøger at snige det igennem uden nogen forudgående dialog eller orientering af hverken de berørte borgere eller kommunen. Vi har tidligere set flere historier om, hvordan disse personer har skabt massiv utryghed i området omkring Sandvad. Og nu skal det så pludselig gå udover borgerne i Hørsholm, som i forvejen tager et stort ansvar, når det kommer til at huse afviste asylansøgere. Det er ikke i orden”, siger politisk ordfører for Venstre, Sophie Løhde.
Redaktøren for Hørsholm Nyheder udtaler
Det er en besynderlig og arrogant adfærd, som ministeriet udviser. En adfærd der klart sætter spørgsmålstegn ved respekten for det kommunale selvstyre. Det er upassende, at ministeren og ministeriet ikke forlods kontakter kommunen, for at få en dialog om deres ønske. Det vidner om manglende respekt.