Lynlader på vej hos Shell i Hørsholm

#

Af Peter Brandi – Pressefoto

Om få uger vil Shell på Usserød Kongevej i Hørsholm også kunne tilbyde lynladning til de mange nye elbilister. Fredag den 3. februar går teknikerne i gang som forberedelse til, at lynladning rykker ind på tankstationen ved siden af benzin- og dieselstanderne.

I løbet af de næste år vil antallet af elbiler på vejene blive mangedoblet. Og i bestræbelserne på at gøre det lige så let at køre elbil, som det er at køre i en benzin eller dieselbil, installerer Shell på Usserød Kongevej nu en 300 KW lynlader. I næste uge begynder monteringsarbejdet på forpladsen, fortæller Søren Møller Maretti, direktør for mobilitet i DCC Energi, der står bag de danske Shell tankstationer. Han forventer, at områdets elbilister vil kunne lynlade deres bil på tankstationen allerede i uge 6.

”I forbindelse med, at vi gør plads til lynladning, skal vi have trukket nogle kraftige elkabler og derfor også gravet lidt. Det kan altså godt komme til at rode lidt i den næste tid. Men allerede inden for en uge vil det værste være overstået. Så elbilister her i området kan godt begynde at se frem til, at de snart får en ny lade mulighed på en af markedets kraftigste ladestandere,” siger Søren Møller Maretti.

Ud over Shell i Hørsholm op mod 40 andre Shell tankstationer alene i år installeret lynladere. Inden udgangen af 2024 forventer DCC Energi at råde over ca. 100 placeringer med lynladere over hele landet. Og ligesom hos Shell på Usserød Kongevej vil elbilister her kunne benytte alle de mest udbredte kreditkort. Samtidig vil elbilejere, der har det nye Shell mobilitetskort, også kunne bruge deres kort til ladning og køb af andre produkter som f.eks. bilvask.

”Du betaler for el præcis, som du betaler for diesel og benzin. Men bestiller du vores nye mobilitetskort så åbner det faktisk for, at du også kan betale med dit Shell-kort på ca. 90 pct. af alle ladestandere i Danmark. Hertil kommer mere end 300.000 ladestandere i hele Europa,” forklarer Søren Møller Maretti.

Om DCC Energi
DCC Energi forsyner Danmark med en bred vifte af energiprodukter og brændstoffer. Som et af landets største energiselskaber udvikler DCC Energi løbende forretningen med nye, mere bæredygtige energiformer i takt med, at kundernes behov skifter. Eksempelvis biobrændstoffer, biogas og ladeløsninger til elbilister. Selskabet står også bag Shell tankstationerne i Danmark og forsyner danske lufthavne med flybrændstof. DCC Energi beskæftiger ca. 175 medarbejdere og omsætter årligt for ca. 6 mia. kr. Se mere på www.dccenergi.dk.

da_DKDansk