Eleverne i Hørsholm får rigtig gode karakterer – også i bunden ser det godt ud

Foto: Peter Brandi©

I en pressemeddelelse oplyser Hørsholm Kommunes Center for Dagtilbud og Skole, at eleverne i Hørsholm klarer sig rigtig godt til afgangsprøverne og får høje karakterer. Sammenlignet med 32 andre sjællandske kommuner ligger de faktisk på en delt andenplads sammen med Gentofte Kommune med et gennemsnit på 8,7 i de obligatoriske prøvefag. Landsgennemsnittet for folkeskoler ligger på 7,7.

Maj Allin Thorup (C) – Formand for Børne- og Skoleudvalget

”Folkeskolerne i Hørsholm er nogle rigtig gode skoler, og det bliver vi med at se, når vores elever klarer sig så flot og ligger helt i top”, udtaler formand for Børne- og Skoleudvalget Maj Allin Thorup (C). ”Og det er særligt værd at bemærke, at vi også i bunden klarer det godt. Det siger noget om, at vi har hele elevgruppen med.”

Andelen af elever, der ikke opnår mindst 2 i dansk og matematik i folkeskolens afgangsprøver, ligger i Hørsholm på kun 0,8% mod 4,2% på landsplan. Det betyder, at stort set alle elever i Hørsholm Kommune har mulighed for at tage en uddannelse efter folkeskolen.

”Når skolerne år efter år skaber så flotte resultater, skyldes det vores dygtige ledere, lærere og pædagoger, som hver dag skaber engagerende, spændende og differentieret undervisning, der udfordrer eleverne. Ressourcestærke forældre, som involverer sig i deres børns skolegang, og som bidrager med stærke fællesskaber omkring børnene, har uden tvivl også en stor betydning”, siger Maj Allin Thorup, og afslutter:

”Hørsholms elever har en høj trivsel, faktisk den højeste i landet ved sidste trivselsmåling. Når man sammenholder den høje trivsel med de flotte resultater til afgangsprøverne, så viser det, at vores skoler har skabt nogle rammer, hvor eleverne både trives og lærer. Så de to ting hænger også sammen. Det er jeg helt overbevist om, og det kan vi godt være stolte af.”

Kilde: uddannelsesstatistik.dk

Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDansk