Hørsholm Mølle

#

Af Lisbet Hein – Billede Hørsholm Mølle 1890érene – Foto : Hørsholm Lokalarkiv (Arkiv.dk)

Hørsholm Mølle blev bygget i 1890-91, og er med sin markante og høje placering et af Hørsholms smukkeste vartegn.

Møllen er opført af Martin Johansen. Han byggede møllen med salg for øje, men de store møllers tid var forbi og ingen ville købe. Johansen måtte derfor selv drive møllen, som dog hurtigt blev en god forretning, der bla. var kendt for sit udmærkede hønsefoder. Møllen var i familien Johansens eje til starten af 1970’erne.

Hørsholm Mølle 1936 – Foto: Hørsholm Lokalarkiv (Arkivk)

Hørsholm Mølle er bygget som en vindmølle af ”selv-krojer” typen, hvilket vil sige at kuplen med vingerne er selvstyrende og drejer på en jernkrans op mod vinden, aktiveret af et mindre vindhjul bag disse. Vindkraften viste sig dog utilstrækkelig til møllens drift, og i 1895 blev den suppleret med en dampmaskine, som i 1914 blev udskiftet med en dieselmotor. I 1940’erne gik man over til elektromotorer, og da vingerne i 1943 blæste af under en vinterstorm, satte man dem ikke op igen.

Hørsholm Mølle 1978 – Foto: Hørsholm Lokalarkiv (Arkiv.dk)

Hørsholm Kommune købte Møllen i 1977 og restaurerede den i det ydre – også vingerne kom på igen.
Møllens indre er senere blevet istandsat af medlemmer af Hørsholm Håndværkerforening. På møllens 100-års dag i 1991 åbnede Håndværkerforeningen en udstilling af håndværktøj i møllen og i Magasinbygningen ved siden af møllen er der en gang imellem arbejdende værksteder.

Fra maj til oktober er Hørsholm Mølle åben hver lørdag kl. 10-13. Grupper kan efter aftale modtages på andre tidspunkter.

Møllens webside:   http://hoersholmmoelle.dk/

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk