Posted in

Politiet er rykket ud – Nu rykker kunsten ind

Af Peter Brandi

Efter i mange år at have stået tomt og forladt, får den gamle politistation i Hørsholm nu nyt liv. Huset hed oprindeligt Frennehus, og det navn skal selvfølgelig beholdes.

Der er blevet foretaget mange nødvendige reparationer og forbedringer, disse er nu færdige.

Frennehus er således parat til at genopstå som en kulturel smeltedigel for en masse kunstneriske aktiviteter. Håbet er, at mange borgere vil tage dem til sig.

Alle inviteres derfor til at komme forbi til den store åbning, som finder sted:

Fredag den 29. november fra kl. 15.00 – 18.00

Her vil du kunne møde alle de nye brugere:  FOF, LOF, DOF, Ældresagen og Aktiv Kunst.

Frennehus i dag – Foto findes på Hørsholm Lokalarkiv (Arkiv.dk)

Huset vil fremover komme i brug alle ugens dage, fra kælder til kvist, med et utal af aktiviteter, som forhåbentligt også kan tiltrække nye brugere.

Du vil kunne opleve akrylatelieret, rummet med plads til akvarelmaling med undervisning, keramikatelieret med flere keramikhold som er i gang flere dage om ugen, der er plads til at eksperimentere med glas og fiberbeton, der er et smykkeværksted, og en dejlig stor presse hvorpå der kan trykkes med linoleum og kobber.

Og sidst men ikke mindst, Frennehus vil byde på mulighed for en masse nye sociale kontakter på kryds og tværs.

Det er alle brugeres ønske, at huset vil kunne tiltrække nye aktive brugere, så det vil summe af liv i Frennehus i årene fremover.

Så de nye brugere FOF, LOF, DOF, Ældresagen og Aktiv Kunst byder velkommen fredag den 29. november KL 15.00

Se også artikel om Frennehus her

da_DKDansk