Praksissen, der ikke var der

#

Af Glen Madsen (DF) kommunalbestyrelsesmedlem – Foto: Peter Brandi©

Fejl uden konsekvens… En praksis uden linje…Uvildighed – ikke så meget, at det gør noget…

”Den kommer ikke til at være det papir værd, den er skrevet på…! ” Det var min allerførste tanke om den bestilte advokatundersøgelse, der skulle vurdere lovligheden og den generelle arealoverførselspraksis i Hørsholm Kommune. Og nu her, hvor jeg har haft nogle dage til at gennemgå en væsentlig del af sags-materialet, så er jeg desværre kun blevet bestyrket i min oprindelige tanke!

I vurderingen konkluderer Bech-Bruun, at der er sammenligningsgrundlag arealoverførselssagerne imellem og der derfor (udover den manglende dispensation på Højskolevej) ikke er noget særligt at bemærke i forbindelse med de to meget drøftede arealoverførselssager på Svends- og Højskolevej.

Deri er jeg ikke enig!

Ved gennemlæsning af sags-materialet viser det sig nemlig, at lige netop de to overførselssager på Svends- og Højskolevej skiller sig ud på et helt afgørende punkt. De er nemlig de eneste, af de i alt 9 sager, hvor arealoverførslerne i sidste ende resulterer i nye bygninger og fortætning. Advokaten og Hørsholm Kommune tillægger det ikke nogen betydning og vurderer alle sager ens. Men kan man behandle sager med så forskellige slutresultater ens?

Ingen kan være i tvivl om, at jeg fra start af, har haft et anstrengt forhold til, at Hørsholm Kommune, der jo er part i sagen, køber sig til en vurdering af sig selv. Jeg er dog blevet fortalt, at det er normalt, men kønt er det altså ikke!

Med den opfattelse in mente, så var jeg godt nok ved at falde ned af stolen, da det gik op for mig, at Hørsholm Kommune har haft advokatens vurdering til gennemlæsning og tilrettelse op til offentliggørelsen. Er det rimeligt, at de selvsamme personer, hvis arbejde og anvendte praksis, der vurderes, på den måde har direkte indflydelse på indholdet i den endelige vurdering? Det er ikke min opfattelse af uvildighed.

Jeg havde håbet det anderledes, men vurderingen blev desværre hverken objektiv, rimelig eller uvildig. Det er igen spildte penge til en hunde-dyr advokat. Penge, der i stedet burde have været brugt på kommunens børn, udsatte og ældre!

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk