Posted in

Hanne Berit af Rungsted

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©

Hanne Berit fik ny ejer den 10. november 2018, nu her godt et år efter overtagelsen, tog vi en snak med den nye ejer og skipper Kim Høst, om hvordan året er gået, og hvilke muligheder fremtiden bringer.

Mange i Hørsholm kommune kender sikkert det gode skib Hanne Berit, om ikke andet så fra havnen, hvor det maleriske skib giver mindelser om fortidens fiskeri.

Hanne Berit – Foto: Peter Brandi©

Jeg møder Kim ombord på Hanne Berit en lørdag ved middagstid, de har været ude på en tur med lystfiskere, som hidtil har været et af hovedindtægtskilderne for skibet.

Kim Høsts egen baggrund har været på søen i mange år. Han har Kystskipper eksamen. Han har været skipper på Havnerundfarten i 11 år, og han har også været skipper på Havnebussen.

Under dæk er der plads til 25 spisende gæster – Foto: Peter Brandi©

Jeg spørger Kim om hvad der har fået ham til at købe Hanne Berit. ”Jeg kender skibet godt, da jeg har været Høker på skibet i mange år, altså en slags bedstemand med ansvar for alt under dæk. Herunder at sørge for mad og drikke til skibets gæster og stå for udlejning af fiskegrej mm. Så det var vel naturligt, at jeg købte hende nu, hvor Peter Øllgaard (ejer af Elida Fishing red.) ønskede at trappe ned. Han havde tidligere 4 skibe, så nu har han altså 3” siger Kim med et smil.

Skipper og reder Kim Høst ombord på Hanne Berit – Foto: Peter Brandi©

Hvordan er det så gået? ”Det først år er gået godt nok, men skibet kunne godt bruge lidt mere tid på havet, for det er jo der pengene tjenes. Så vi vil gerne udvide vores aktiviteter så vi bliver mere end dem der sejler med lystfiskere”. Fortæller Kim og fortsætter, ”vi er allerede i gang med at sejle med grupper, der gerne vil holde frokostselskaber, teambuilding og charter-sejllas.”

Dækket på Hanne Berit – Foto: Peter Brandi©

Kim Høst uddyber, med at fortælle, at de kan have 33 passagerer ombord, men hvis vi taler om spisende gæster nøjes vi med 25, hvis de skal sidde godt. Det betyder, at vi kan have frokostmøder ombord. Man aftaler med Kim hvad man ønsker at spise og drikke, så sørger han for det videre fornødne.

Vi kan også sejle passagerer til f.eks. Ven, Flakfortet eller hvor man nu gerne vil hen. Vi håber på, at vi kan få et samarbejde med Vist Nordsjælland og andre aktører om turist fart i sommerperioden, hvor der er lidt stille på fiskefronten.

Der er mange muligheder, så har man lyst til en lidt anderledes sammenkomst, så er Hanne Berit et godt alternativ. Du kan finde Hanne Berit på Nordkajen i Rungsted.

Styrehuset på Hanne Berit – Foto: Peter Brandi©

Om Hanne Berit

Hanne Berit hed oprindeligt Lindholm, og var under bygning under krigen nærmere bestemt i 1943, men man stoppede byggeriet af skibet, inden det blev færdigt. Hvis man havde gjort det færdigt, var der en til vished grænsende tro på, at de tyske besættelsesstyrker ville have ”overtaget” hende.

Så byggeriet blev først genoptaget efter krigen, her blev hun så færdigbygget i 1946, navngivet Lindholm, og indlemmet som en del af Søværnet. Hun, og hendes 4 søsterskib, var oprindelig bygget til at arbejde i Grønland, med de kom aldrig derop. I stedet blev de udstyret som minestrygere, og indgik i Flåden. Selv i dag kan man se de store messingbånd i skibet, der tjente som strømafledere til havet.

I 1976 blev Lindholm solgt af Flåden, og blev registreret 12. juli 1976 under navnet Hanne Berit og fik samtidig hjemmehavn i Rungsted. I 2018 overtog Kim Høst så Hanne Berit.

Hanne Berit er et træskib og hun er knap 18 meter lang, har en bredde på godt 5 meter og stikker godt 2,5 meter.

Du kan se mere på Hanne Berits hjemmeside her, hvor kan du også finde telefonnummer og mailadresse til skibet.

da_DKDansk