Posted in

Hørsholm Rådhus flytter til Slotsmarken 13-15

Af Peter Brandi – Kommunaldirektør Pernille H. Salamon – Foto: Peter Brandi©

De næste tre år finder du Hørsholm Rådhus på Slotsmarken 13-15. Rådhuset flytter fordi der er fundet kraftig vækst af skimmelsvamp i det nuværende rådhus på Ådalsparkvej. Tidspunktet for flytningen forventes at være i midten af februar.  

Hørsholm Kommune har lejet sig ind i en del af kontorlokalerne på Slotsmarken 13-15. Så det er her Hørsholm Rådhus holder til de næste 3 år. Det er muligt at komme til det nye rådhus med offentlig transport, ligesom der er gode parkeringsforhold.

Kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon siger: ”Hørsholm Kommune har skrevet under på lejekontrakten for Slotsmarken 13-15, og det er jeg meget tilfreds med. Vi vil gerne yde den bedste borgerservice, og derfor har det været et stort ønske, at alle rådhusets medarbejdere fortsat sidder sammen – og det kan lade sig gøre i lokalerne i Slotsmarken. ”

Flytningen skal opleves så let for medarbejdere og borgere som muligt, og Hørsholm Kommune er lige nu i fuld gang med at planlægge flytningen nøje. Kommunen forventer at flytte i uge 7, hvor der sandsynligvis vil være lidt længere sagsbehandlingstid.

Hørsholm Kommunes borgere vil blive grundigt informeret om flytningen, blandt andet via annoncer i lokalpressen samt på Facebook. 

Årsagen til flytningen er, at der er fundet kraftig vækst af skimmelsvamp jævnt fordelt på det nuværende rådhus på Ådalsparkvej 2. Fundet af skimmelsvamp er en situation, som Hørsholm Kommune er nødt til at gøre noget ved, hurtigst muligt af hensyn til et godt indeklima for medarbejdere og for de borgere, der har deres gang på rådhuset.

Hvad der skal med det nuværende rådhus på Ådalsparkvej 2 er ikke afgjort. Det afventer en politisk beslutning, der skal træffes i løbet af 2020. 

da_DKDansk