Posted in

Trafikudvalget vil drøfte pensionistkortet igen

Af Anne Ehrenreich, Medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og Regionsrådet for Venstre – Foto Nicolai Perjesi©

Region Hovedstadens trafikudvalg havde på mødet tirsdag den 14. januar 2020 en kort drøftelse om prisstigningerne på pensionistkortet, som bekymrer flere. Konklusionen blev, at vi tager en ny drøftelse i februar på grundlag af taleksempler. Det ser jeg frem til.

Anne Ehrenreich Medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse og Regionsrådet for Hovedstaden (V)

Mens vi venter på regneeksemplerne, har jeg selv lavet et primitivt regneeksempel som gælder for borgere fra Hørsholm og Kokkedal, som i dag har et pensionistkort. Fremadrettet vil det koste dem samme pris at købe et pendlerkort til København (til 7 zoner), som ikke giver ret til ubegrænsede rejser i hele Hovedstadsområdet, som de i dag betaler for et såkaldt mimrekort i tre måneder (595 kr.), dvs. en prisstigning på ca. 300% for et dårligere produkt. Dog vil månedskortet ikke have spærretid. Rejser man mindre end 26 rejser på en måned, vil udgiften blive mindre, og også såfremt man rejser i de perioder, hvor der gives en yderligere rabat på 20%.

Udover prisstigningen er jeg også bekymret over det sociale aspekt. Prisstigningen vil formentlig afholde nogle pensionister for at komme så meget rundt, som de gør nu. Jeg håber, at der i MOVIA vil være vilje til at se på alternative løsninger.

da_DKDansk