I januar og februar viser vejret sig ofte fra sin sureste side, og det er en god anledning til, at vi alle gør en ekstra indsats for at hylde og motivere landets skolepatruljer.
Sådan lyder det fra Hørsholm Kommune, Rådet for Sikker Trafik, Nordsjællands Politi og LB Forsikring, der står bag kampagnen ”Den Sureste Uge”.
I uge 5 blev eleverne på fem skoler i Hørsholm overraskede, da politiet og kommunen kom forbi med kage og noget varmt at drikke for at anerkende deres indsats i skolepatruljen. Ved et morgenevents blev der skabt god stemning og sat fokus på skolepatruljens vigtige arbejde. 83 elever fik overrakt et takkebrev af Udvalgsformand Jan H. Klit og en pangfarvet halsedisse som kan holde vinterkulden ude.

”Hver dag tager skolepatruljeeleverne et stort ansvar i morgentrafikken. Deres indsats er med til at højne trafiksikkerheden ved vores skoler. I både regn, blæst og mørke trodser de vejret for at hjælpe deres kammerater sikkert over vejen. Denne uge i januar er er sur, og derfor fortjener de unge et stort skulderklap og en anerkendelse for deres indsats. ” fortæller Udvalgsformand Jan H. Klit og fortsætter: ”Vi vil meget gerne have børnene til at cykle eller gå til skole og så skal trafiksikkerheden selvfølgelig være i orden. Her spiller skolepatruljen en vigtig rolle og derfor er jeg glad for at, vi igen får mulighed for at hylde de elever, som passer på deres kammerater. ”
Om kampagnen ”Den Sureste Uge”:
Se kampagnefilmen ”Den Sureste Uge”, der opfordrer alle til at hylde og rose de skolepatruljer, som man kender eller møder på sin vej:
Se mere om kampagnen ”Den Sureste Uge”: her
Om skolepatruljerne:
- I Hørsholm Kommune er der i alt ca. 83 skolepatruljeelever fordelt på fire folkeskoler og en privatskole. Eleverne er tilknyttet deres egen skole og fordeler morgnerne mellem sig.
- Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949.
- I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
- Det er primært eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
- En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
- Skolepatruljerne uddannes af enten lærere eller politiet, og eleverne lærer bl.a. om færdselsloven.
- Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.