Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©
Mange der er gået forbi Irma har sikkert undret sig over, hvad det er der foregår derinde.
Det er ganske enkelt, Irma er ved at få en seriøs ombygning. Man skal hele vejen rundt, så det er den største ombygning siden butikken blev åbnet.
Der bliver lagt et helt nyt lag ovenpå den eksisterende forretning. De fleste afdelinger bliver større, der skal indføres et helt nyt ”to-go” koncept – samtidig skal der skabes mere plads til kunderne.
Det lyder som en lidt umulig opgave, men butikschef Mathias Henriksen er helt overbevist om, at det kan lade sig gøre. ”Grøntafdelingen bliver større, køleafdelingen får skiftet alle sine kølediske, de er bedre for miljøet, giver mere plads og mere overskuelige. Al hvidvin og rose vil være på køl. Kolonialafdelingen bliver mere samlet og overskuelig. Al belysning bliver ændret til lavenergi, hvilket betyder at man kan reducere elforbruget på lys med 90%,” Siger Mathias Henriksen, og tilføjer, ”vi skaffer også mere plads, ved at gøre reolerne lidt højere og lidt bredere. Vi inddrager også nogle kassepositioner, for vi vil også indføre scan-selv kasser, så betalingen bliver lettere og hurtigere for de fleste.”
Slagtermester Michael Flindt fortæller os, ”hele slagter og delikatesseafdelingen bliver nyindrettet, så det kommer til at stå helt skarpt. Det bliver bare så godt!”
”Kunderne har taget det pænt, og langt de fleste har forståelse for at det roder, og glæder sig til den nye butik,” siger Mathias Henriksen.
Ombygningen vil være i fuld gang til og med uge 7, og forventes at være afsluttet sidst i februar, hvor der vil blive holdt ”Blå uge”. Men mere om det senere.