Posted in

Pernilles Børnehotel i Rungsted

Af Lisbet Hein – Frk. Jespersen med nogle børnehavebørn (ukendt årstal) (Hørsholm Lokalarkiv)

Hørsholm Egns Museums årbog for 2012 har temaet ”Hørsholm i 1950’erne”, I årbogen har Lisbet Hein et skrevet et afsnit, der er et uhøjtideligt portræt af Hørsholm i 1950, hvor hun bygger på den lokale ”Hørsholm Avis”.

Blandt andre emner kommer Lisbet Hein ind på nogle af de institutioner i Hørsholm, der tog sig af børn. I den nedre ende af den sociale skala var der Rebeccasøstrenes Spædbørnshjem på Sdr. Jagtvej. Det var især nyfødte børn af enlige mødre, der blev optaget på hjemmet, og de fleste af børnene blev efter en tid bortadopteret. Men der var også flere børnehaver, både offentlige og private. En af dem var frk. Jespersens private børnehave i Rungsted. Frk. Jespersen drev børnehaven fra 1934 – 56, og der er mange ”gamle børn”, der husker stedet med glæde.

Vallerød Banevej 22, hvor Pernilles Børnehotel lå i 50’ere (Foto fra 2012)

Men der var også en børneinstitution af en art, der vist er forsvundet i dag. I 1950’erne lå der i Rungsted (på Vallerød Banevej nr. 22)en privat institution, ”Pernilles Børnehotel”. Børnehotellet tog især mod børn, hvis forældre skulle rejse bort, eller hvor der var sygdom eller vanskeligheder i hjemmet. Men hjemmets leder, fru Prom, tog også mod børn, der blot trængte til en fast hånd i en periode. Fru Prom fortalte i et interview med ”Hørsholm Avis” 20. januar 1950, at hun ofte havde haft held til at rette op på ”uregerlige, vanartede eller nervøse” børn. Fru Prom påtog sig på et par måneder at klare problemer med blandt andet opførsel, spisning og med at sove.

Fra et reklamehæfte for børnehotellet, 1950’erne

Som eksempel fortalte fru Prom om en ung frue, der havde fået så dårlige nerver, at hun måtte tilbringe nogle måneder på et nervesanatorium. Imens var den kvindens tre børn anbragt på Pernilles Børnehotel.  Den unge frue følte ikke selv, at behandlingen på sanatoriet hjalp synderligt, men da hun fik sine børn hjem igen, var de som forvandlede: Søde, velopdragne og medgørlige.

Hurtigt kom den unge frues nerver i orden igen – det var simpelthen børnene, der havde været problemet, og fru Proms opdragelsesmetoder, der havde løst det!

da_DKDansk