Dansk Folkeparti stiller forslag, om indførelsen af ”borgerforslag” i Hørsholm.

#

Glen Madsen, medlem af Kommunalbestyrelsen (O) – Pressefoto

Dansk Folkeparti stiller, via initiativretten, forslag om at administrationen udarbejder et punkt, om og hvordan Hørsholm kommune, skal indføre ”borgerforslag” som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til.

I Dansk Folkeparti motiverers det med, at man ønsker et levende lokaldemokrati, hvor afstanden mellem kommunalbestyrelsen og borgerne er så kort som mulig.

Yderligere motiveres forslaget med, at borgerinddragelsen og demokratiet fungerer fornuftigt i dag i mange henseender. Blandt andet fordi, der er mange ressourcestærke borgere i Hørsholm, men også fordi de forskellige partier har en forholdsvis stor kontaktflade med mange af kommunens borgere. Men i en tid, hvor langt færre end tidligere er politisk aktive og medlem af et parti, er der i Dansk Folkepartis øjne et stigende behov for, at borgere ”udenfor parti” også har en mulighed for at komme til orde og få kommunalbestyrelsens stillingtagen i en given sag.

Dansk Folkeparti ønsker den absolut største mulige grad af borgerinddragelse i kommunalbestyrelsens arbejde og beslutningsprocessen i Hørsholm. Derfor foreslås det, at Hørsholm indfører ”borgerforslag” i en skala, der passer til kommunens størrelse. Hvis det efterfølgende viser sig, at det ikke bliver brugt som redskab, så er der jo ingen skade sket ved det.

Glen Madsen udtaler: ”Det danske folkestyre er på mange måder et forbillede, og det er noget, vi som danskere godt kan tillade os at være stolte af. I Danmark er der generelt ikke særlig langt fra beslutningstagerne til borgerne og omvendt. Hvilket i både et historisk og nutidigt perspektiv er ganske unikt. Det gælder landspolitisk, men i særdeleshed i lokalpolitik, hvor folkevalgte og borgere omgås hinanden på kryds og tværs hver eneste dag”.

”Det til trods, så er det vigtigt, at vi altid kigger efter muligheder, der kan højne niveauet af borgerinddragelse og dermed styrke og udvikle folkestyret. Her mener Dansk Folkeparti, at ”borgerforslag”, som det har været kendt og benyttet i Folketinget i nogen tid, er et redskab, vi i Hørsholm bør kigge på og gerne tage til os. Derfor stiller Dansk Folkeparti nu forslag om, at administrationen udarbejder en model, der definerer rammerne og passer til Hørsholms størrelse, hvor der selvsagt ikke skal 50.000 underskrifter til som i Folketinget, men måske 100 til 200? ”

”Jeg glæder mig til at vi får punktet på dagsorden, og det er min klare forventning, at de øvrige partier vil bakke op. Dels fordi det er en god ide, men også fordi jeg hører en del andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, der italesætter et ønske om mere borgerinddragelse. Med ”borgerforslag” giver vi borgerne en mulighed, de ikke har, hvormed vi opnår mulighed for det, vi ønsker. Det er ganske enkelt en win – win situation”. Slutter Glen Madsen

Punktet behandles af kommunalbestyrelsen på det førstkommende møde mandag d. 24. februar 2020.

da_DKDansk