Af Lisbet Hein – Foto: Børn og høns i haverne ved arbejderboligerne på Lundevej, 1912 – (Lokalarkivet i Hørsholm)
Den militære Klædefabrik i Usserød
Fra begyndelsen af 1800-tallet og til 1981 lå der en stor statslig virksomhed i Usserød. Det var Den militære Klædefabrik, hvor der blev der produceret uldstoffer til hærens og flådens uniformer – senere også til ”etaterne”, altså postvæsen, toldvæsen osv.
Går man en tur omkring de gamle bygninger ved Fabriksdam, kan man opleve et enestående industrimiljø, der er skabt over næsten 200 år. Heldigvis er hele fabriksanlægget fredet, og dermed sikret for eftertiden.
Arbejderboligerne
Den militære Klædefabrik var den største arbejdsplads på egnen og var centrum for et særegent lokalsamfund. Det var ofte hele familien, der arbejdede på fabrikken, mand, kone og (indtil begyndelsen af 1900-tallet) også børnene. Man boede lokalt, og kollegerne var samtidig ens naboer og ens venner.
En stor del af de ansatte boede til leje i bygninger, fabrikken havde opført til formålet. I 1800-tallet var der tale om nogle primitive ”længer” til arbejderne, men omkring år 1900 begyndte opførelsen af nogle mere tidssvarende boliger på Bloustrødvej og Lundevej. Nogle af disse boliger eksisterer ikke mere, men langs sydsiden af Bloustrødvej ligger der endnu en stribe af dem.
Haverne
Arbejderboligerne i Usserød var små efter nutidens forhold, især når man tager i betragtning, at familierne som regel var store. Men de havde alle adgang til have, og dermed til et åndehul, hvor man kunne slappe af, og hvor børnene kunne lege. De fleste fik også klemt en nyttehave ind, og nogle holdt høns, og sågar en gris i udhuset. Dertil kom, at der var udlagt fællesarealer, og at der var fælles vaskehus. Lokalarkivet i Hørsholm har en stor samling gamle billeder fra haverne ved arbejderboligerne i Usserød. Her er et udpluk, flere kan ses ved at gå ind på www.arkiv.dk