Hørsholm Kommune informerer om Coronavirus (COVID-19)

#

Informationsbrev fra Dorte Dahl, Centerchef, Center for Sundhed og Omsorg

Hørsholm Kommunes Center for Sundhed og Omsorg har udsendt dette orienteringsbrev til borgere på plejecenter og brugere af hjemmeplejen, eller hjemmesygeplejen, samt deres pårørende.

Regeringen har den 11. marts besluttet at lukke store dele af den offentlige sektor ned for at begrænse smittespredningen med coronavirus (COVID-19).

I dette brev vil jeg informere om Hørsholm Kommunes håndtering af den nye situation, og hvad det betyder for kommunes plejecentre, hjemmepleje mv. 

Indtil videre opretholder vi normal drift af plejecentrene, hjemmeplejen og hjemmesygeplejen, og på baggrund af den nyeste håndtering af situationen på landsplan skærper vi de sikkerhedsforanstaltninger, der skal begrænse smittespredning med coronavirus. 

Det gør vi blandt andet ved at sørge for, at der ikke samles for mange personer ad gangen til fx aktiviteter eller spisning og ved at sikre, at både beboere og medarbejdere følger anbefalingerne omkring forebyggelse af smittespredning.

Desuden følger vi Sundhedsstyrelsen opfordring om at begrænse antallet af besøgende på plejecentre og hospitaler. Jeg vil derfor bede pårørende om at undlade at komme på besøg på kommunens plejecentre.

Dette sker for at beskytte de ældre og syge, som er mest udsatte for smitte af coronavirus og som – hvis de smittes – er i størst risiko for at blive alvorligt syge. Ved spørgsmål til denne begrænsning, kan plejecentret kontaktes telefonisk.

Da medarbejderne ikke kommer på arbejde, hvis der er risiko for, at de er

syge, vil det ind imellem blive nødvendigt at prioritere, hvilke opgaver vi udfører. Vi vil altid prioritere opgaverne omkring behandling samt personlig pleje højst, og jeg håber på forståelse for, at der dermed vil kunne forekomme situationer med aflysninger af fx rengøring.

Coronavirus spreder sig ved person-til-person smitte. Smitte sker hovedsageligt ved direkte dråbespredning fra nys eller host eller ved indirekte kontakt (sekret fra hænder).

Smitte forebygges ved at følge almindelige hygiejneråd. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at alle følger de generelle hygiejneråd, som er:

  • Vask hænder ofte og hyppigt med sæbe og vand, brug evt. håndsprit
  • Nys og host i ærme eller albuebøjning
  • Begræns fysisk kontakt som håndtryk, kindkys eller kram
  • Vær opmærksom på rengøring af overflader
  • Hold afstand til ældre og kronisk syge og bed andre tage hensyn

I Hørsholm Kommune følger vi fortsat udviklingen i spredningen af coronavirus meget tæt, så vi er sikre på, at vi hele tiden efterlever de gældende anbefalinger og retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen i forhold til at reducere smittespredning.

Dorte Dahl, Centerchef, Center for Sundhed og Omsorg

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk