Posted in

Hørsholm 79ers Dameliga: Klub og hold enige om omkostningsstop

Af Mads Olesen – Foto: Markus Kluge©

Slutspillet, og de sponsor- og tilskuerindtægter, der normalt følger med, skulle for Hørsholm 79ers hold i Dameligaen være startet i onsdags, med første semifinale af op til fem. Det er jo nu desværre blevet aflyst, hvilket har fået klubben, trænerne og spillerne til at handle i fællesskab.

Dameligaen er lukket ned for sæsonen og Hørsholm har fået tildelt guldmedaljerne på baggrund af førstepladsen i grundspillet. Guldet medfører ingen ekstra indtægter, idet klubben naturligvis ikke aktiverer de klausuler i klubbens sponsoraftaler, der vedrører medaljer, idet sponsorerne ikke har fået de ekstra arrangementer og den ekstra eksponering, som semifinaler og eventuelle DM-finaler normalt ville medføre.

Også de betydelige indtægter fra de spændende slutspilskampe står klubben til at mangle.
 
For at indtægtstabet ikke skal påvirke de kommende, er trænere, spillere og klub blevet enige om en omkostningsreducering, der indebærer at al løn og omkostningsdækning suspenderes mellem 1. april og slutningen af august.
 
-Trænere og spillere er kommet os meget flot i møde, siger direktør Jesper Tullin om aftalen. I denne tid har det været tydeligt, at vi har et meget stærkt fællesskab, som vi alle værner om. Vores fokus er nu at se fremad og tilrettelægge næste sæson, hvor der forhåbentlig venter en masse gode basket-oplevelser.
 

Hørsholm 79ers vandt i februar pokalmesterskabet 2020 og endte også på førstepladsen i Dameligaens grundspil, med kun to nederlag hele sæsonen. Da turneringen blev aflyst, sad Hørsholm som grundspilsvinder over i kvartfinalerne, mens klubben ventede på semifinalerne.

da_DKDansk