Af Søren Frandsen – Foto: Carl Lendorfs sommerhus på nuværende Carl Lendorfsvej 5 set fra nord engang i 1890´erne. Gribskov Arkiv.
Staten satte i 1881 strandbakkerne øst for Gilleleje til salg. De blev købt af Interessentskabet Fabers Minde bestående af 28 beboere, der ville sikre sig, at de uofficielle rettigheder, de havde på arealet, blev respekteret af kommende private ejere.
Allerede i 1883 skrev Fabers Minde slutseddel på salg af strandbakkerne med arkitekt Carl Lendorf og dennes bror proprietær Alfred Lendorf fra København. En række juridiske problemer måtte imidlertid først ryddes af vejen, før handelen kunne gennemføres. Forløbet afspejlede kulturelle forskelle mellem den lokale befolkning og borgerskabet i København. I 1885 byggede Carl Lendorf Gillelejes første sommerhus på den nuværende adresse Carl Lendorfs Vej 5. Fra dette tidspunkt og frem til 1917 udstykkede Lendorf en række grunde på strandbakkerne.
Efter 1900 blev Gilleleje oversvømmet af feriegæster, som ikke altid respekterede den private ejendomsret. Carl Lendorf opsatte pigtrådsafspærringer på strandbakkerne. Det blev mere og mere klart, at arealet måtte sikres til offentligt brug. Et lokalt initiativ blev iværksat for at opkøbe så stor en del af bakkerne som muligt. Det medførte stiftelsen af Selskabet Gilleleje Strandbakker den 2. marts 1918. Siden er opkøbt arealer under mottoet ”Køb stranden Fri”. Selskabet blev stiftet i en tid, hvor det var ganske uhørt, at private tog et sådant initiativ. Midlerne til købene er gennem årene skaffet ved afholdelsen af bakkefesterne, der stadig er livsnerven i arbejdet for at vedligeholde de opkøbte arealer.