Af Peter Brandi – Foto Peter Brandi©
Det var første gang, at Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget holdt åbent møde, og inviteret Hørsholms erhvervsliv til at møde op, så udvalget kan få en direkte pejling på, hvad erhvervslivet ønsker.
Der afholdes to åbne møder om året, dog kun et i 2019. Der er ikke tale om sagsbehandling, af de emner som virksomhederne bringer frem. Der er tale om en åben debat, og så må udvalget efterfølgende beslutte, om det ønsker at behandle sagen yderligere.
Der var kun mødt to repræsentanter op for erhvervslivet i Hørsholm, men al begyndelse er som bekendt svær.
Ejendomskonsulent Jørgen Gad Andersen, var mødt op på vegne af Kokkedal Slot, der ønsker at få opsat vejskilte, der leder gæster den rigtige vej til Slottet.
Der er tilsyneladende ikke nogen politisk vedtagne regler, for opsætning af, det som Vejdirektoratet kalder, Kommerciel Servicevejvisning.
Udvalget indikerede at det vil søge spørgsmålet rejst med Miljø- og Planlægningsudvalget, for at sondere mulighederne for et regelsæt for Kommerciel Servicevejvisning i Hørsholm.
Den anden fremmødte var Peter Brandi, der var mødt på vegne af hørsholmnyhederne.dk. Der var tale om en introduktion af det nye nyhedsmedie i Hørsholm Kommune.
Udvalget hilste mediet velkommen, og håber på et godt og udbytterigt samarbejde.
Stemningen under mødet var uformel, venlig og imødekommende, så jeg kan trygt anbefale, at andre virksomheder slår vejen forbi næste gang, der er åbent møde i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.
Fakta
Udvalget består af
Henrik Klitgaard (B), Charlotte Kirchheiner (C), Morten Bast Hall (C), Ann Lindhardt (V) og Kristian N. Jensen (V)
Kommerciel Servicevejvisning er en betegnelse for en hvid-blå Servicevejvisning, der mod betaling, kan etableres til alle typer virksomheder af turist-, fritids- eller erhvervsmæssig karakter og almene institutioner, anlæg og kulturelle institutioner. På den kommercielle Servicevejvisning kan der benyttes virksomhedsnavn, men logo må ikke anvendes.