Kommunikation

#

Af Thorkild Gruelund, Social- & Seniorudvalgsformand, SocialKonservative (Q), Hørsholm Kommune – Foto: Peter Brandi©

Her til morgen sad jeg og fulgte nyhederne på TV2. Emnet var de ulykkelige forhold, som skjult kamera har afsløret, på et par jyske plejehjem.

Det er altid meget trist med sådanne historier. Særligt fordi nogle ældre er blevet krænket. Hvor er det ærgerligt at tænke på den dårlige kommunikation, som har været mellem pårørende og medarbejdere og leder de pågældende steder.

Men virkelig forundret bliver jeg, når jeg på skærmen oplever Ældre Sagens vicedirektør Michael Teit Nielsen udtale, at vi må have flere uanmeldte besøg på danske plejehjem.

Ældreomsorgen er over de seneste 10 år blevet mere og mere kompliceret med tidlig udskrivning fra hospitaler, større og større faglige krav til medarbejderne. Fordi danskerne bliver ældre og ældre, og hospitalerne skubber opgaverne fra sig.

På samme tid er der generelt over hele landet sparet og sparet på normeringer. Færre medarbejdere har ansvaret for flere og flere opgaver – også flere komplicerede opgaver.

Og så vil Ældresagens vicedirektør have flere ”mappedyr” ind på plejehjemmene og stresse vore medarbejdere. Når Ældresagen udtaler sig, følger en portion Christiansborg politikere straks med og forlanger det samme. 

Det mener jeg er forkert. Jeg ved ikke hvor mange plejehjem, vi har i Danmark. Men det er mange. Min oplevelse er, at vi har en medarbejderstab over det ganske land, naturligvis kender jeg mest til Hørsholm, som er meget dedikeret deres arbejde, meget fagligt ansvarlige og meget kærlige og omsorgsfulde. Så har en TV-station fundet to plejehjem, hvor noget er galt, og nu skal samtlige plejehjem ”straffes”. I henhold til vicedirektør Michael Teit Nielsen.

De eksterne kontrollanter, som kommer på vores plejehjem, er som oftest personer, som sætter sig ved plejehjemmets computere og kontrollerer om alle data er korrekte. Fint og nødvendigt med kontrol.

Sagt på en anden måde. Hvis fru Hansen sover dårligt, så kan nattevagten sætte sig og holde fru Hansen i hånden en times tid. Hvis social- & sundhedshjælperen glemmer at skrive det ind på computeren, så opfatter kontrollanten episoden, som grænsende til strafbart. Men gør de pårørende?  Nej, de er mest optaget af, at der blev taget hånd om hændelsen.

Jeg lyttede mig til i TV-indslaget, hvor pårørende udtalte sig, at de ældre og pårørende var krænket over samtalen mellem medarbejdere og de ældre. Sproget og tonen!

Det inspirerer mig til i de kommende budgetforhandlinger i Hørsholm at foreslå, at kommunen afsætter 200.000 kr. til, at vi fokuserer på samtalen, sproget og tonen generelt i vores hjemmepleje og på vore plejehjem.

Vi har alle godt af en ”brush up”. Snak kan nemt blive for indforstået uanset hvad fag, vi er i. 

Lokalpolitikere og ledelser på rådhuse skal udvikle det ansvar, vi uddelegerer til medarbejdere og ledere på plejehjem. Ikke afvikle ansvar ved at eksterne kontrollanter kommer farende ind og ud af døren.                                    

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk