Fra højskole til lilleskole

#

Af Lisbet Hein – Foto: Ludi Petersen, 1900 – 1918. Lokalarkivet i Hørsholm

Hørsholm Lilleskole (grundlagt 1970) har siden 1976 haft adresse på Højskolevej 11, 2960 Rungsted Kyst. Det år overtog Lilleskolen nemlig sine nuværende bygninger, der blev opført i 1911 for at rumme højskolen Købmandshvile, der var i drift indtil 1970.

Det var ikke bare højskolens navn, der var specielt – institutionen var grundlagt af en bemærkelsesværdig kvinde og var i sin tid en banebrydende institution.

Købmandshvile Højskole, fotograferet ca. 1907, da den stadig blev drevet i Ludi Petersens villa – Lokalarkivet i Hørsholm

Ludi Petersen
Højskolens stifter hed Ludi Petersen, f. Dodt. Hun var født i Holsten i 1855, som datter af en officer, der faldt under slaget ved Dybbøl i 1864. Efter at være blevet enke ønskede moderen ikke at blive i Sønderjylland, der nu hørte under Tyskland, og flyttede med sine børn til København.

Købmandshvile Højskole i bygningerne fra 1911. Luftfoto 1937 (Kgl. Bibliotek), kopi i Lokalarkivet i Hørsholm.

Selv om pengene var små i den lille familie, fik Ludi en så god uddannelse, at hun allerede som 17-årig kunne ernære sig selv som huslærer. Senere lykkedes det hende at komme ind på Zahles Seminarium (dengang Zahles privatlærerindekursus), hvor hun tog eksamen som ”institutbestyrer”.  I 1886 stoppede hun sin karriere for at gifte sig med den noget ældre, velstående papirhandler Louis Petersen. Det var en stor sorg for parret, at deres eneste barn døde ved fødslen, men ægteskabet var i øvrigt lykkeligt og byggede på fælles interesser for samfundsforhold og for folkeoplysning. I fællesskab lagde ægtefællerne planer om at oprette en uddannelsesinstitution for unge mænd inden for kontor- og handelsfagene. Den planlagte skole skulle ikke være en traditionel handelsskole, der kun underviste i erhvervsrelevante fag.  Skolen skulle derimod bygge på folkehøjskoletanken – altså være alment dannende, udvide elevernes horisont og være fri i sin undervisningsform.

Købmandshvile Højskoles gymnastiksal ca. 1914
Købmandshvile Højskoles læsestue ca. 1914

Købmandshvile Højskole
Louis Petersen døde i 1904, inden planen var ført ud i livet. Men selv om Ludi Petersens arv efter manden ikke var voldsomt stor, besluttede hun at virkeliggøre den. Hun satsede hele sin formue på projektet, og åbnede i 1905 Købmandshvile Højskole i sin egen villa i Vallerød. Det skortede ikke på advarsler om den økonomiske risiko, og der var mange, der ikke troede på, at der var brug for en skole af den karakter. De eksisterende højskoler var først og fremmest rettet mod landboungdommen, og det var første gang, nogen prøvede at give byernes unge samme tilbud. Men Købmandshvile blev en succes fra starten, så stor en succes, at Ludi Petersen i 1911 kunne flytte skolen fra villaen til en nyopført skolebygning på nabogrunden. Hun udvidede også elevkredsen til at omfatte kvinder. Fra 1912 blev der holdt kurser for unge kvinder over tre sommermåneder, mens mændenes kurser varede seks måneder og blev holdt i vinterhalvåret. Ludi Petersen ønskede ikke selv at være forstander for skolen, men arbejdede som lærer og var en højt værdsat moderskikkelse for eleverne. ”Fru Ludi” døde allerede i 1918, men den skole, hun havde skabt var så livskraftig, at den var i drift helt frem til 1970.

Købmandshvile Højskoles spiseal ca. 1914

Udover undervisningen for skolens egne elever, var den åben over for den lokale befolkning, og lagde hus til aftenskoleundervisning og kulturelle arrangementer, hvor alle var velkomne.

Købmandshvile Højskoles forhal ca. 1914

Fra højskole til lilleskole
Hørsholm Lilleskole startede i 1970 under ganske beskedne forhold i en villa ved Dronningedammen, men flyttede snart til en større villa på hjørnet af Selmersvej og Rungstedvej. Også her blev rammerne for snævre, og i 1976 lykkedes det Hørsholm Lilleskole at erhverve den tomme Købmandshviles Højskole, der jo var opført til undervisningsformål, og som viste sig særdeles velegnet til formålet.  

da_DKDansk