Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©
Forældre til børn på Vallerødskolen og skolens medarbejdere har modtog i søndags den 2. august et brev (”Forældreinfo Aug 2020)” fra skoleleder Michael Geilager.
I brevet fortæller skolelederen, at der efter sidste skoleårs afslutning, i forbindelse med igangsættelse af renoveringsarbejde af skolens omklædningsrum, blev fundet et lettere forhøjet niveau af PCB på Vallerødskolen. Målingerne blev foretaget i sommerferien, og der er taget prøver i omklædningsrummene samt alle opholdsrum.
Skolen såvel som kommunens ledelse har i tæt samarbejde med rådgivere fra Rambøll håndteret sagen i løbet af sommeren med henblik på at sikre, at SFO-børn og skoleelever trygt kan vende tilbage til skolen efter sommerferien. SFO-børnene er startet i mandags, og de er i lokaler, der ikke har for højt niveau af PCB. Mandag den 10. august starter skolebørnene, og forventningen fra kommunens rådgivere er og har været, at PCB-niveauet umiddelbart kan bringes ned under grænseniveauet i de øvrige lokaler.
Skoleleder Michael Geilager siger: ”Vi forventer, at undervisningen kan gå i gang på Vallerødskolen som planlagt, evt. med enkelte indisponible lokaler. Vi er fortsat i gang med at få foretaget målinger, samt regulere på rengøring, ventilation og luftrensning, med forventning om at vi kommer under grænseniveauet rettidigt.”
Læs flere detaljer i den udsendte Forældreinfo Aug 2020 og Fakta-ark for PCB, som begge er gengivet herunder.
Forældreinfo for august 2020
“Kære alle
Jeg håber, I har haft en god sommer! Desværre er den første besked, jeg sender til jer i det nye skoleår, en lidt kedelig en. I slutningen af sidste skoleår, blev en renovering af skolens omklædningsrum sat i gang. I den forbindelse, blev der målt for forskellige miljøskadelige stoffer og der blev fundet et for højt niveau af PCB. Derfor blev der lavet kontrolmålinger rundt omkring på resten af skolen. I de målinger, blev der fundet et niveau af PCB over grænseværdien flere steder på skolen. Det betyder, at der har været en proces i gang hen over sommerferien, da der skal tages hånd om et for højt niveau af PCB. I den kommende uge sender vi opfølgende information ud til jer med mere om hvad PCB er og hvordan det videre forløb bliver.
Det har betydet tre ting på skolen i løbet af sommerferien:
- Renoveringen af omklædningsrum er udskudt. Det forventes, at renoveringen igangsættes i forbindelse med efterårsferien.
- Der er sat tiltag i gang, der skal bringe PCB-niveauet under grænseværdierne inden skolestart, de steder hvor niveauet er for højt. Der sættes lister op over fuger, reguleres i ventilationen og sættes ekstra ventilation op. Der er ligeledes gjort ekstra grundigt rent på alle flader.
- Der skal planlægges en proces, hvor alle lokaler renses for PCB kilder. Der er primært tale om at fjerne fuger og evt. karme, døre og måske vinduer. Processen vil ske hen over skoleåret og planlægges efter yderligere undersøgelser.
Det er ikke alle steder, at PCB niveauet er for højt. I blok E og F, altså i SFO og 0. til 2. klasse er der ikke fundet for højt niveau, så SFO starter helt normalt mandag den 3. august.
På resten af skolen er der lokaler, der har et niveau under grænseværdien og lokaler, der ligger over. Der foretages målinger i alle lokaler. I de lokaler, hvor niveauet er for højt, er der iværksat tiltag, som vi håber kan nedbringe niveauet til under grænseværdierne. Vi har først endeligt overblik over status for alle lokaler i løbet af næste uge. Klasselokaler med et PCB niveau over grænseværdien, vil ikke blive taget i brug. Vi vender tilbage med yderligere informationer når vi har det fulde overblik over lokalesituationen ved skolestart.
Med venlig hilsen
Michael”
Medsendt faktaark om PCB
- Hvad er PCB? (hentet fra PCB-guiden)
PCB er en forkortelse for Poly-Chlorerede Biphenyler og er et miljøfarligt giftstof, der kan skade mennesker og miljø. PCB blev tidligere brugt i byggematerialer og i industrien, indtil man i 1970’erne fandt ud af, at PCB kan skade både mennesker og miljø. I dag er al anvendelse af PCB forbudt, men stoffet findes stadig i vores omgivelser.
Som udgangspunkt er alle bygninger, der er opført, ombygget eller renoveret i perioden 1950 – 1978, under mistanke for at indholde PCB-holdige materialer.
PCB’er og andre stoffer kan optages i kroppen via tre veje: – Via indtagelse gennem munden – Ved indånding – Gennem huden.
Indtagelse via fødevarer er normalt den vigtigste eksponeringsvej for PCB. Da PCB er fedtopløseligt og ophobes i fødekæden, findes det primært i fede fisk samt i kød og mejeriprodukter. Det vurderes, at hovedparten af PCB-eksponeringen af den generelle befolkning stammer fra fødevarer.
I PCB-forurenede bygninger kan bygningens brugere imidlertid også indtage PCB i form af forurenet støv, som sidder på fødevarer eller andre ting, bygningens brugere indtager oralt. Det er estimeret, at et voksent menneske indtager ca. 30 mg støv pr. dag, mens små børn indtager op mod 100 mg pr. dag.
Mennesker, der opholder sig i PCB-forurenede bygninger, kan også optage betydelige mængder PCB ved indånding, fordi koncentrationen af PCB i indeluften kan være væsentlig.
Endelig kan man optage PCB gennem huden efter kontakt med PCB-forurenet støv eller direkte hudkontakt med forurenet materiale, fx fuger eller andre materialer, der indeholder PCB. Eksponering ved berøring af fuger er væsentlig, og derfor bør man afdække tilgængelige fuger.
Ud fra en sundhedsmæssig tilgang anbefales det at have særligt fokus på steder med høj forurening af indeklimaet, stor anvendelse af bygningen til ophold og steder, hvor børn, unge og kvinder i den fødedygtige alder opholder sig.
Sundhedsstyrelsen vejledende aktionsværdier for PCB i indeluft er på hhv. 300 og 3.000 ng/m3. Overskrides 300 ng/m3, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der handles på sigt, men overskrides 3.000 ng/m3, anbefaler styrelsen, at der handles uden unødig forsinkelse. Overskridelser bør føre til, at midlertidig afhjælpning iværksættes med det samme.
Den lave vejledende aktionsværdi på 300 ng/m3 er baseret på, at der skal være ’plads’ til andre PCB-eksponeringer, fx via fødevarer. Koncentrationer under 300 ng/m3 vurderes ikke at medføre forøget helbredsrisiko. Den øvre aktionsværdi på 3.000 ng/m3 er derimod baseret på, at bidraget fra indeluften optager al ’pladsen’, og at PCB-koncentrationen skal reduceres.
Grænseværdierne 0-300-3000 ng/m3 er en ”aktionsværdi for årlig middelværdi”, hvilket betyder, at man bør måle fx en gang i kvartalet over et år og så finde middelværdien ud fra de fire målinger (bl.a. fordi PCB-niveauerne er højere, når det er varmt, end når det er koldt).
- Hvad er myndighedsanbefalingerne, herunder grænseniveauerne?
PCB-eksponeringen i indeluften og helbredsrisikoen bliver vurderet ud fra koncentration af PCB pr. kubikmeter (m3) luft, i relation til Sundhedsstyrelsens anbefalede aktionsværdier for årlig middelværdi.
Med udgangspunkt i den nyeste viden har Sundhedsstyrelsen opstillet følgende prioriteringer i nedenstående skema (hentet fra PCB-guiden.dk):
| Forureningsgrad (beregnet som 5 x PCB7) | Anbefalet handling |
| Over 3.000 ng PCB/m3 i indeklimaet | Det vurderes, at ophold i længere tid kan være forbundet med en betydende helbredsrisiko, og det må i de fleste sammenhænge betragtes som en nærliggende sundhedsfare. Det anbefales, at der gribes ind med kildefjernelse og/eller forsegling uden unødig forsinkelse, også i bygninger, som kun anvendes dele af døgnet. Midlertidige afværgeforanstaltninger bør umiddelbart iværksættes. Disse vil sædvanligvis omfatte optimering af ventilation, temperaturregulering og intensiveret rengøring, afpasset efter det aktuelle rengøringsniveau og bygningens brug. |
| 300 – 3.000 ng PCB/m3 luft | Det må antages, at ophold i længere tid kan medvirke til sundhedsskader. Det anbefales, at der umiddelbart iværksættes midlertidige afværgeforanstaltninger. De midlertidige foranstaltninger vil kun ved lette forureninger kunne forventes at nedbringe niveauet til under 300 ng/m3, hvorfor kildefjernelse og/eller indkapsling ofte vil være påkrævet. I prioriteringen af indsatsen bør følgende indgå: Bygninger, som bruges af børn og yngre, prioriteres.Bygningernes anvendelsesgrad og grad af forurening med PCB i intervallet 300-3000 ng/m3 kan indgå. Bygninger, som kun anvendes en del af døgnet, bidrager kun til den enkeltes PCB-belastning svarende til opholdstiden.Bygninger, som anvendes af mange forskellige personer, men i de fleste tilfælde i kort tid for hver enkelt person (f.eks. gangareal og faglokaler i en skole), giver lavere belastning for den enkelte. |
| Under 300 ng PCB/m3 i indeklimaet | Der er PCB i bygningen, men udsættelsen vurderes ikke at medføre en betydende forøget helbredsrisiko. |
- Hvor er der taget prøver?
Der er foretaget målinger af PCB pr. kubikmeter luft på Vallerødskolen af flere omgange, nogle af dem overlappende med iværksættelse af afværgeforanstaltninger. Prøverne er taget i omklædningsrum samt alle opholdsrum. Den højeste måling, der er foretaget, er på 1400 ng/m3. Da temperaturen har indflydelse på koncentrationen af PCB vurderes det, at værdien er højest mulig lige nu og vil være lavere om vinteren. Det er dog ikke muligt at sige hvor meget lavere, koncentrationen vil være.
I blok A – D har nogle af målingerne vist koncentrationer af PCB på en aktionsværdi på over 300 ng/m3, mens prøver i blok E og F alle er under 200 ng/m3. Den lavere koncentration i blok E og F skyldes sandsynligvis et højere luftskifte på grund af mekanisk konstant ventilation, men givetvis også, at den del af skolen er renoveret tidligere, og at der bl.a. er skiftet døre og karme og dermed er færre kilder til PCB.
I blok G og H har vi ikke målt alle lokaler, idet der ikke er ventilation, og forhåndsmålingerne viser, at koncentrationen er over aktionsværdien på 300 ng/m3, hvorfor der er iværksat opsætning af ventilation.
- Hvad gøres for at afhjælpe PCB på skolen?
Afhjælpningen af PCB på skolen sker i to faser.
Fase 1 – Midlertidig afhjælpning, med sigte på at koncentrationen nedbringes så skolen kan bruges ”uden en betydende forøget helbredsrisiko” (jf. ovenstående skema), herunder:
- Rengøring – for at fjerne støv og partikler i rummet
- Ventilation – øget ventilation sænker koncentrationen af PCB i indeluften
- Tildækning af PCB-fuger, så direkte berøring undgås
- Temperaturregulering – ved høje temperaturer forstærkes afgivelsen af PCB fra kilder i rummet, derfor afskærmes mod direkte sol, og ventilation kan holde temperaturen nede i sommerhalvåret.
Fase 2 – Afhjælpning af PCB i bygningerne ved reduktion og kontrol
Sideløbende med den midlertidige afhjælpning planlægges reduktion af PCB-kilder samt kontrol af PCB-eksponering. Reduktionen af PCB-kilder skal ske ved fjernelse af PCB-holdige fuger og ved indkapsling af tilstødende materialer. Fjernelse og indkapsling mindsker risikoen for eksponering, og der vil blive taget målinger for kontrol af indgrebets effekt, som på lang sigt skal medføre en holdbar løsning.