Af Thorkild Gruelund, medlem af Kommunalbestyrelsen (Q) – Foto: Peter Brandi©
Grunden, hvor det tidligere rådhus ligger, bør prioriteres først!
Lad os få alle de øvrige byggeprojekter i kommunen gjort færdige!
PH-Park, Hannebjerg, Rungsted Kyst Station, byggeri på ”Gyngeheste” grunden på Usserød Kongevej. Alle projekter ligger hen. Fejl i projektledelse, måske manglende respekt for naboer etc. fører til ”alenlange” sager, som gør, at vi ingen vegne kommer med færdiggørelse af påtænkte byggerier. Det er ærgerligt!
Tanken om byggeri ved Kokkedal Station udspandt sig af ønsket om en aktivitet på stedet, som virkede døgnet rundt. For på den vis at øge trygheden i området.
Nu bliver en mastodont byggemulighed udbudt til salg samlet. Med baggrund i en forceret proces. Kommunalbestyrelsens flertal vil ikke sige, nu siger vi ja til et plejehjem, ser tiden an. Måske senere kan vi gå videre med yderligere projekter.
Byggeprojektet omfatter boliger i flere etager, parkeringshus, supermarked og et friplejehjem. Et 4-5 etagers P-hus, som skal fremme trygheden, det tror jeg ikke på. Tvært i mod!
Hørsholm borgere, uanset hvor i kommunen de bor, ønsker luft og rum omkring deres boliger. Fornemmelsen af vand, land og skov. Vi skal værne om byens særpræg, kendetegn og herligheder.
Den store grund, hvor det tidligere rådhus ligger, er meget mere påtrængende at få bygget nyt på. Efter min opfattelse er prioriteringen af Kokkedal Stations området før den grund, helt forkert.
Det kan også opfattes problematisk, at Hørsholm Kommune via sin rolle som myndighed, kan fremme egne byggeprojekter og grundsalg. Der er jo private borgere Ved Klædebo, som vil sælge en grund til friplejehjem.
Der har været private grundejere på Usserød Kongevej, som forsøgte at sælge til supermarked.
Personligt er det min opfattelse, at vi skal samle handelen, hvor handelen er – i bymidten. Den opfattelse bakkes op af Hørsholm Kommunes egen detailhandelsundersøgelse. Derfor nej til yderligere et supermarked ved stationen.
Min holdning er, at vi skal prioritere et friplejehjem Ved Klædebo – NU.
Vi skal prioritere byggeri, hvor den tidligere rådhusbygning ligger. De bygninger er forladt og vil hurtigt fremstå som en meget trist spøgelsesoplevelse. Hvis man ønsker det, kan der også placeres et plejehjem.