Af Peter Brandi – Louiselund – Foto: Peter Brandi©
Endnu en borger og en medarbejder er smittet på Hørsholm Kommunes midlertidige pladser. Alle nødvendige forholdsregler er sat i værk, hvilket blandt andet betyder, at stedet er lukket for besøg, og alle borgere og medarbejdere på afdelingen bliver testet.
Den 10. september meddelte Hørsholm Kommune , at en borger, der netop var udskrevet fra hospitalet til kommunens midlertidige pladser, var smittet med Covid-19.
Hørsholm Kommune satte straks gang i de nødvendige procedurer, som blandt andet indbefattede isolering at borgeren blev isoleret, og tests af både de borgere og de medarbejdere, der havde været i nær kontakt med den smittede.
Alle tests var negative efter 1. runde, men i dag den 17. september blev Hørsholm Kommune kontaktet af testenheden med melding om, at to af testene efter 2. runde var positive. Det drejer sig om en borger og en medarbejder.
Hørsholm Kommune meddeler, at der straks er iværksat test af alle borgere og medarbejdere, og afdelingen er blevet lukket for besøg.
Hospitaler kan ikke udskrive borgere til de midlertidige pladser, og de midlertidige pladser vil heller ikke udskrive borgere til plejecentrene. Alt sammen for at undgå at smitten spredes.

”Vi er i fuld gang med at håndtere situationen hurtigt og konsekvent. De midlertidige pladser var i forvejen i forøget beredskab på grund af sidste uges tilfælde,” siger direktør for Velfærd og Kultur Jan Dehn. ”Den pågældende borger er nu isoleret i eget afsnit, de øvrige beboere opholder sig på egne stuer, og der er som et yderligere tiltag lukket for besøg – både indendørs og udendørs. Der er bestilt ekstra værnemidler, ekstra rengøring og ekstra personale til de næste dage. ”
De midlertidige pladser på Louiselund er en midlertidig plejefacilitet i kommunen til borgere, der f.eks. udskrives fra hospitalet og har brug for yderligere pleje, inden vedkommende kan komme hjem til sig selv.
Alle borgere, pårørende og medarbejdere er i gang med at blive informeret om den nye situation.
Hørsholm Kommunes genoptræningsenhed, der ligger i samme hus, men på en anden etage, vil være lukket til på mandag.
Indtil der foreligger svar på 2. test, vil der ikke gå medarbejdere på tværs af de midlertidige pladser og træningsenheden.