Af Peter Brandi – Fotos: DSB/ Bjarke Ørsted©
I forbindelse med Stationsstuens åbning er den smukke forhal igen åben for kunderne. Bygningen er ligesom de øvrige stationer på Kystbanen tegnet af Heinrich Wenck, som var chefarkitekt hos DSB fra 1894-1921. Rungsted Kyst Station stod klar i 1897, da Kystbanen åbnede.

Der blev ikke holdt noget åbningsarrangement, men DSB havde inviteret borgmesteren med flere, til en kop kaffe kl. 6.30 i fredags.
Bemærk, at åbningen foregik, før det landsdækkende krav om mundbind på serveringssteder, blev annonceret af Statsminister Mette Frederiksen på pressemødet fredag eftermiddag.
”Dejligt med den nye stationsstue i Rungsted ”
…udtaler Jan Klit, Formand for Miljø- og Planlægningsudvalget (C) og fortsætter

”Rigtig positivt, at der nu på Rungsted Kyst station igen er mulighed for at blive serviceret med bl.a. god kaffe og andre lækkerier.
Jeg var så heldig at være med til ”indvielsen” af den nye stationsstue, hvor der efter min opfattelse nu virkelig er skabt nogle særdeles gode rammer for en rigtig god og rar oplevelse når man alligevel venter på toget, eller bare kommer forbi inden tog eller busafgang.
DSB har valgt, at stationsstuen skulle ligge på Rungsted Kyst, hvilket jo også er supergodt for de mange der dagligt bruger stationen.
Jeg vil dog bestemt ikke lægge skjul på, at jeg også håber noget lignende i et fremadrettet perspektiv kunne indrettes på Kokkedal station.”

