Kategorier
Debat Teknik og Miljø

Kære interesserede borgere, kære interesserede politikerkollegaer

Af Thorkild Gruelund, medlem af kommunalbestyrelsen (Q) – Foto: Peter Brandi© Alle politiske partier lovede til kommunalvalget tilbage i 2017, at denne valgperiode skulle være i lokalplanernes “tegn”. Vi erkendte, at det var utilfredsstillende med den beskyttelse af vores villakvarterer, som ligger i den nuværende lokalplanlægning – eller måske rettere mangel på samme. Tillad mig…

Af Thorkild Gruelund, medlem af kommunalbestyrelsen (Q) – Foto: Peter Brandi©

Alle politiske partier lovede til kommunalvalget tilbage i 2017, at denne valgperiode skulle være i lokalplanernes “tegn”. Vi erkendte, at det var utilfredsstillende med den beskyttelse af vores villakvarterer, som ligger i den nuværende lokalplanlægning – eller måske rettere mangel på samme.

Tillad mig at springe lidt i emnet. Medierne har netop omtalt, at politikerne i Hørsholm har en kedelig omgangstone, har et dårligt samarbejdsklima. En trist udvikling, som jeg desværre kan nikke genkendende til.

Lad os sammen vise borgerne, at vi godt kan optræde som en samlet ansvarlig bestyrelse.

Vi skal i samarbejde – alle politikere i kommunalbestyrelsen – tilvejebringe enighed om lokalplanerne for Rungsted områderne og Folehavekvarteret. Vi skal vise respekt for de borgere, som har engageret sig i dialogen om lokalplanarbejdet.

For mig er det vigtigt, at vi bevarer luft og rum mellem husene. At vi respekterer og bevarer helhedsindtrykket af vores historiske villakvarterer. Gerne med fornyelse! Men fornyelse med respekt for det, som er.

Efter min opfattelse skal vi tillade at bygge i halvanden etage. Totalhøjder er væsentligt.

Grunde med dobbelthuse skal være store – minimum 1.800 m2.

Arealoverførsler ser jeg som det store ”skjulte” problem. Borgere skal ikke opleve nybyggeri i baghaven “som tyv om natten”.

Høringer mellem naboer og kommunen er nødvendige.

Derimod er jeg ikke så religiøs omkring bebyggelsesprocenten. Om det er 25% eller 28%.

Jeg bryder mig ikke om at være lovgiver imod en grundejer, som gerne vil bygge om til drømmehuset eller bare et ekstra børneværelse. Blot bør minimumsgrundstørrelsen være, som den er i dag.

Vi politikere skal stå sammen om at vedtage nye lokalplaner. Derved får vi planer, som kan holde de næste 50-60 år.

Politikerne skal have fokus på kommunens nuværende borgere. Developere og spekulanter skylder vi politikere ingenting. De rejser hjem efter færdigt arbejde.  

Hvis ikke planarbejdet gøres i fordragelighed mellem politikerne, vil det jo bare blive et valgtema igen i 2021. Derefter måske en ny valgperiode med tungt og ressourcekrævende lokalplanarbejde.

Hvor der er vilje, er der en vej – i dette tilfælde forhåbentlig hele lokalplaner!

da_DKDansk