Posted in

Biblioteket holder lukket indtil 3. januar

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©

Som nævnt i vores artikel om restriktioner i Hørsholm, holder biblioteket også lukket, men det afføder lidt flere spørgsmål, som biblioteket har givet følgende svar på.

HVAD MED UDLÅN OG AFLEVERING I LUKKEPERIODEN?
Alle afleveringsfrister er suspenderet indtil videre. De oprindelige afleveringsfrister vil fortsat fremgå af din lånerstatus, men de gælder altså ikke i lukkeperioden. Der vil ikke blive tilskrevet gebyrer og erstatning i lukkeperioden. Efter genåbning er der en gebyrfri periode på 14 dage. Dvs. man har som låner 14 dage til at aflevere sine lånte bøger fra den dag biblioteket åbner igen uden at der bliver tilskrevet et gebyr.

HVAD MED DINE RESERVERINGER?
Reserverede materialer er sat i bero og kan derfor ikke afhentes i perioden 9. dec. til den 3. jan. Reserveringer, der står klar til afhentning, vil blive stående under lukningen og vil kunne afhentes når biblioteket genåbner.

HVAD MED ARRANGEMENTERNE PÅ BIBLIOTEKET?
Alle arrangementer fra dd. er aflyst til og med 3. januar. Købte billetter vil blive refunderet. Der er blevet sendt en besked til alle købere. Vær opmærksom på, at der kan gå op til fire uger, før beløbet kan ses på kontoen – dette skyldes ekstraordinær travlhed. Hvis du har købt billet til et af bibliotekets arrangementer og ikke modtaget en besked, skriv da til kulturkontor@horsholm.dk. Biblioteket arbejder på at flytte nogle af de planlagte arrangementer til et senere tidspunkt. Hold jer opdaterede på Bibliotekets hjemmeside.

Som borger i Hørsholm Kommune kan du heldigvis også bruge dit bibliotekslogin på flere digitale tjenester. Du kan låne e-bøger og lydbøger på eReolen. På eReolenGo er masser af bøger til børnene og på https://ereolenglobal.overdrive.com/  har du adgang til e-bøger og lydbøger på andre sprog end dansk. Pressreader har udenlandske aviser og RB Digital har masser af blade og magasiner. Og Filmstriben har film og serier til alle aldre.

Lukningen af biblioteket er foreløbig til og med d. 3. januar 2021. Vi opfordrer til, at man holder sig opdateret på bibliotekets hjemmeside.

da_DKDansk