Julevenner – ingen skal sidde ufrivilligt alene juleaften

#

Af Peter Brandi – Billede: Julevenners logo

Jul og fællesskab går hånd i hånd, men ikke alle har et fællesskab i julen. Særligt i år er alt for mange i risiko for at komme til at sidde alene juleaften – uden at de har valgt det.

Mangler du et sted at holde juleaften? Eller har du plads og lyst til at invitere en ekstra med til julebordet? Så kan du blive julegæst eller julevært i initiativet Julevenner og blive en del af et fællesskab med mening.

Siden 2012 har Røde Kors og Boblberg arbejdet sammen om, “at ingen ufrivilligt skal holde jul alene”. Det gør de med projektet Julevenner.dk, hvor de matcher juleværter og julegæster med hinanden.

Thorkild Gruelund, formand for Social- og Seniorudvalget (Q) – Foto: Peter Brandi©

Thorkild Gruelund, formand for Social- og Seniorudvalget (Q), er begejstret for muligheden for Julevenner: ”Lige præcis i denne tid, hvor vores dagligdag er fyldt med begrænsninger for hvem vi ses med og hvor mange vi ses med, så er alle muligheder for at nedbringe ensomhed kærkomment. I Hørsholm Kommune bakker vi selvfølgelig op om dette gode initiativ og hvis Julevenner kan hjælpe bare få personer i julen og bidrage til at styrke den mentale sundhed og bekæmpelsen af ensomhed, så er det givet rigtig godt ud”.

Julevært
Der kan være mange grunde til at melde sig som julevært. Nogle melder sig for at møde nye mennesker. Andre vil gerne udvide fællesskabet til gavn for dem, der står udenfor. En fællesnævner er, at de alle har et ønske om at åbne deres dør og dele juleaften med et andet menneske.

Julegæst
Der også mange grunde til at være julegæst Nogle melder sig sammen med deres børn for at give dem en god og anderledes jul. Andre bor alene og mangler kontakt til familie og venner. En fællesnævner for julegæster er, at de ønsker nogen at fejre juleaften med.

Alle kan blive julevenner
Det er helt op til dig, om du selv vil finde en gæst eller vært at fejre jul med, eller om du ønsker, at Røde Kors finder en juleven for dig. Det er helt gratis at oprette sig. Du kan også læse mere om Julevenner her: https://www.rodekors.dk/jul/julevenner

Hvis du har brug for hjælp til at tilmelde dig, så ring til Røde Kors Parat hverdage mellem kl. 10-14 på: 3529 9660

Boblberg vandt Fællesskabsprisen i 2019. Boblberg har domicil i Hvidovre, og de har følgende vision: ”Gennem styrkende fællesskaber vil vi skabe sundhed og velfærd for alle.” Og deres mission er: ”Alle har ret til at være en del af fællesskabet. Gennem et større fokus på fællesskaber og mennesker vil Boblberg gøre folkesundheden bedre.”

Boblberg har udarbejdet en portal for fællesskaber, du kan læse mere om dem på deres hjemmeside, som du finder på dette link: https://boblberg.dk/forside

da_DKDansk